Nedklassificering af et vandløb
En kommune havde truffet afgørelse om nedklassificering af en å kaldet Svanemoseåen. Afgørelsen er påklaget på vegne af to lodsejere. Klagerne gjorde navnlig gældende, at der var offentlige interesser ved vandløbet, at nedklassificeringen ikke var i overensstemmelse med kommunens egne fastsatte kriterier, og at nedklassificering kunne være i modstrid med særlige hensyn gældende i forhold til Svanemosen.
I medfør af vandløbslovens § 10 kan vandløbsmyndigheden træffe afgørelse om, at et vandløb skal udgå af den hidtidige klasse. Hvorvidt et vandløb kan udgå af den hidtidige klasse, vurderes i medfør af bekendtgørelse om klassifikation og registrering af vandløb. Bekendtgørelsen fastsætter retningslinjer for, under hvilke betingelser nedklassifikation fra offentlige vandløb til private vandløb kan finde sted.
I medfør af bekendtgørelsens § 3 kan vandløbsmyndigheden nedklassificere et offentligt vandløb til et privat vandløb, når vandløbet vurderes primært at tjene private formål. Nævnet fremhæver, at det kan udledes af vandløbslovens forarbejder, at det er en uudtalt forudsætning, at kun vandløb, som har en vis almen interesse, bør være offentlige med den konsekvens, at vedligeholdelsen er skattefinansieret.
Nævnet fandt ikke, at Svanemosen og Svanemosens naturtilstand afhænger direkte af ringkanalens vandføring eller vandstand, hvorfor en nedklassificering af en del af Svanemoseåen ikke er i konflikt med den offentlige interesse, der er knyttet til Svanemosens særlige natur.
For at vurdere, hvorvidt Svanemoseåen primært tjener private formål, jf. bekendtgørelsens § 3, er det nødvendigt at beregne, hvor stor en andel af vandløbets samlede vandføring der stammer fra henholdsvis offentlige og private arealer. Hertil bruges en bestemt beregningsmodel. Nævnet fandt således, at størrelsesordenen på både oplandsarealet og andelen af offentlige veje er korrekt vurderet af kommunen, og at Svanemoseåen primært tjener private formål.
Nævnet fandt endvidere, at vandløbet opfyldte kommunens egne kriterier for, hvilke vandløb der kan nedklassificeres.
På den baggrund stadfæstede nævnet kommunens afgørelse om nedklassificering af Svanemoseåen, og vedligeholdelsespligten vil herefter overgå til lodsejerne.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 4. oktober 2017 (NMK-43-00697) kan læses her.