Mundtlig aftale med efterfølgende skriftlig bekræftelse tilstrækkeligt for at være omfattet af årsbaseret nettoafregning
Energiklagenævnet har anset en skriftlig aftale indgået efter skæringsdatoen for tilstrækkelig dokumentation for, at en bindende aftale om køb af et solcelleanlæg var indgået senest den 19. november 2012, hvilket er en betingelse for at opnå årsbaseret nettoafregning for anlægget hos Energinet.dk.
Det følger af nettoafregningsbekendtgørelsens § 21, stk. 2, at ejeren ved købsfaktura eller lignende skal fremvise skriftlig dokumentation, for at anlægget er købt senest den 19. november 2012.
I sagen forelå en underskreven ordrebekræftelse på levering og montering af solcelleanlæg den 18. november 2012. Denne aftale blev samme dag ændret mundtligt til en anden type anlæg, som først den 30. november 2012 blev skriftligt bekræftet. Det fremgik af den skriftlige aftale, at bestillingen af anlægget var bekræftet den 18. november 2012.
Nævnet vurderede på denne baggrund, at der var indgået en bindende aftale inden skæringsdagen den 19. november 2012 om køb af solcelleanlæg, selvom aftalen blev ændret mundtligt og den skriftlige ordrebekræftelse først forelå efter skæringsdagen.
Energiklagenævnets afgørelse af 1. februar 2016 kan læses her.