Landsretten afviste, at grundejer havde krav på fritagelse for tilslutning til offentligt spildevandsanlæg
Landsretten har stadfæstet en byrets dom, hvor det blev fastslået, at en grundejer ikke havde krav på fritagelse for tilslutning til et offentligt spildevandsanlæg efter fremførsel af stikledning til grundgrænsen, jf. miljøbeskyttelseslovens § 28.
Efter vedtagelsen af en spildevandsplan og gennemførelsen af kloakeringen meddelte kommunen et påbud til ejerne af en ejendom om at lade sig tilslutte det offentlige spildevandsanlæg, jf. miljøbeskyttelseslovens § 28. Ejerne gennemførte ikke tilslutningen og anlagde retssag mod kommunen med påstand om fritagelse for tilslutningspligten, idet det eksisterende private spildevandsanlæg, etableret med en tilladelse fra 1980, rensede spildevandet tilstrækkeligt, således at tilslutning til det offentlige spildevandsanlæg var unødvendig. Yderligere mente ejerne, at spildevandsplanen ikke var lovligt vedtaget, og at der forelå usaglig forskelsbehandling, da kommunen i andre lignende tilfælde fritog fra tilslutningspligten.
Kommunen tilbagekaldte tilladelsen fra 1980 til nedsivningsanlægget i henhold til miljøbeskyttelsesloven § 20 og påstod frifindelse. Kommunen anførte, at spildevandsplanen var vedtaget i overensstemmelse med de foreskrevne regler og dermed var lovligt vedtaget. Kommunen gjorde yderligere gældende, at ejernes eksisterende spildevandsanlæg ikke havde den fornødne rensningseffekt, og at håndhævelse af tilslutningspligten dermed var nødvendig. Kommunen redegjorde for praksis med hensyn til fritagelse for tilslutningspligt og afviste, at ejendommen faldt ind under de beskrevne undtagelsestilfælde.
Byretten fandt, at spildevandsplanen fra 2005 var lovligt vedtaget i overensstemmelse med de forskrevne regler. Byretten afviste, at ejernes ejendom faldt ind under de undtagelsestilfælde, hvor kommunen i praksis fritog en ejendom for tilslutningspligt. Der var således tilslutningspligt, jf. miljøbeskyttelseslovens § 28, og kommunen havde med rette tilbagekaldt nedsivningstilladelsen fra 1980. Kommunen blev herefter frifundet. Ejerne ankede til landsretten, der stadfæstede byretsdommen og tiltrådte byrettens præmisser.
Østre Landsrets dom af 30. april nr. B.1318.14.