Vestre Landsret har afsagt dom af 26. oktober 2016 i en sag mellem et forsyningsselskab og en række forbrugere, som i en årrække havde betalt for meget i stikledningsbidrag. Landsretten fandt, at forbrugerne ikke havde eller burde have haft kendskab til antallet af stikledninger. Forældelsen af tilbagebetalingskravet var derfor suspenderet efter forældelseslovens § 3, stk. 2.

Sagens baggrund var nærmere, at forsyningsselskabet i perioden 2007-2014 havde opkrævet et helt stikledningsbidrag (fast bidrag) fra hver af de 12 forbrugere, som boede i en ejendom tilhørende deres fælles ejerforening. Opkrævningen var baseret på, at ejendommen var registreret som havende en stikledning til hver af forbrugernes 12 boligenheder. Denne registrering skyldtes formentligt, at hver af forbrugernes 12 boligenheder havde eget vejnummer.

I forbindelse med en henvendelse fra en repræsentant for ejerforeningen i starten af 2015 vedrørende størrelsen af stikledningsbidraget efter betalingslovens § 2 a, stk. 7 modtog repræsentanten vejledning om indholdet af bestemmelsen i betalingslovens § 2 a, stk. 7. Forsyningsselskabet vejledte således bl.a. om, at stikledningsbidrag opkræves pr. stikledning. Repræsentanten oplyste på baggrund heraf til forsyningsselskabet, at der kun var én stikledning til ejerforeningens ejendom, og at forbrugerne derfor måtte have betalt for meget i fast bidrag siden 2007.

Forsyningsselskabet anerkendte, at der alene skulle have været opkrævet 1/12 stikledningsbidrag fra hver af de 12 forbrugere, idet de tilsammen delte én stikledning, og idet bidraget, jf. § 2 a, stk. 7, opkræves pr. stikledning. Forsyningsselskabet tilbagebetalte herefter det for meget betalte for de sidste 3 år (2012-2014), idet forsyningsselskabet samtidig oplyste, at kravet fra de tidligere år var forældet i henhold til forældelseslovens almindelige forældelsesfrist på 3 år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1.

Forbrugerne anlagde herefter sag mod forsyningsselskabet med påstand om betaling af det for meget betalte i årene 2007-2011. Der var under sagen enighed om, at forbrugerne havde betalt for meget, og sagen drejede sig derfor alene om, hvorvidt tilbagebetalingskravet var forældet.

Forbrugerne gjorde gældende, at forældelsen havde været suspenderet efter forældelseslovens § 3, stk. 2, idet forbrugerne hverken kendte eller burde have kendt til deres krav før henvendelsen til forsyningsselskabet i starten af 2015. Forsyningsselskabet gjorde modsat gældende, at der først og fremmest var tale om en retlig vildfarelse, idet forbrugerne ikke kendte til betalingslovens § 2 a, stk. 7, og idet manglende kendskab til lovgivningen ikke kan føre til suspension af forældelsesfristen. Forsyningsselskabet gjorde videre gældende, at forbrugerne i øvrigt burde have kendt til antallet af stikledninger, idet forbrugerne dels var i besiddelse af en tegning over ledningerne på egen grund, dels fordi repræsentanten kun 15 minutter efter vejledning om § 2 a, stk. 7 var vendt tilbage med oplysning om antallet af stikledninger, hvor oplysningen herom alt andet lige måtte have været nemt tilgængelig for forbrugerne.

Landsretten fandt, at det ikke kunne lægges til grund, at forbrugerne havde kendskab til antallet af stikledninger. Landsretten fandt herudover, at forbrugerne ikke havde haft anledning til at undersøge antallet af stikledning før henvendelsen i starten af 2015. Forældelsesfristen havde derfor været suspenderet frem til dette tidspunkt jf. forældelseslovens § 3, stk. 2. Forsynings-selskabet blev derfor dømt til at betale det for meget opkrævede stikbidrag fra 2007-2011 tilbage.

Byretten var kommet til samme resultat, om end med en tvivlsom begrundelse. Byretten henviste således i sin begrundelse til, at forsyningsselskabet ”som en offentlig myndighed” havde været nærmest til at opkræve korrekt stikledningsbidrag. Denne begrundelse blev dog ikke tiltrådt af landsretten.