Der er her tale om en EU-dom, som går ud på, at hvis en leverandør vil udføre en kontrakt i sit eget EU-land for en ordregiver i et andet EU-land, kan ordregiver ikke stille krav om, at det skal ske under overholdelse af regler om mindsteløn i ordregivers land.

Sagen udsprang af et EU-udbud iværksat i maj 2013 af Stadt Dortmund vedrørende en offentlig kontrakt om digitalisering af dokumenter og konvertering af data for Stadt Dortmunds planlægnings- og bygningstjeneste. Kontraktbeløbet udgjorde ca. 300.000 euro. Der var med andre ord tale om en opgave, der gik ud på, at leverandøren skulle indscanne dokumenter. Opgaven kunne selvsagt rent geografisk løses alle steder.

Tilbudsgiverne skulle underskrive en erklæring i forbindelse med afgivelse af tilbuddet, hvor de forpligtede sig til at betale sine ansatte en mindstetimeløn på 8,62 euro og til at kræve af sine underleverandører, at disse forpligtede sig til at overholde denne mindsteløn.

En tilbudsgiver, Bundesdruckerei, meddelte ordregiveren, Stadt Dortmund, at såfremt kontrakten blev tildelt selskabet, ville kontraktydelserne udelukkende blive udført i en anden medlemsstat, i det foreliggende tilfælde Polen, af en underleverandør, som var hjemmehørende i Polen, og at der ikke – som krævet i udbudsbetingelserne – ville blive betalt tysk mindsteløn til arbejdstagerne hos den polske underleverandør.

Eftersom Stadt Dortmund fortsat krævede, at Bundesdruckerei skulle underskrive erklæringen, klagede Bundesdruckerei til et klagenævn i Tyskland, som indbragte spørgsmålet for EU-domstolen.

EU-domstolen udtalte følgende:

”[..] det forelagte spørgsmål [skal] besvares med, at artikel 56 TEUF [..] er til hinder for anvendelsen af en lovgivning i den medlemsstat, hvori den ordregivende myndighed er hjemmehørende, der forpligter underleverandøren til at betale de nævnte arbejdstagere en ved denne lovgivning fastsat mindsteløn.”

I sagen var der ganske vist tale om, at en tysk leverandør ville gøre brug af en polsk underleverandør, men resultatet havde formentlig været det samme, hvis der i stedet havde været tale om en polsk leverandør, der ville udføre opgaven i Polen for en tysk ordregiver. I et sådan tilfælde ville den tyske ordregiver ikke kunne kræve betaling af tysk mindsteløn til arbejdstagere i Polen.

EU-domstolens dom af 18. september 2014 i sag C-549/13, Bundesdruckerei GmbH mod Stadt Dortmund, kan læses her.