Kommunes evalueringsmodel ikke tilsidesat
Der var således ikke pligt til at fastsætte spændet i evalueringsmodellen, så den svarede til spredningen i de faktiske tilbudte priser.
Sagen vedrørte et begrænset udbud efter udbudslovens afsnit II (light-regimet). Der var nærmere tale om et udbud af en rammeaftale om udførelse af hjemmepleje. Tildelingskriteriet var bedste forhold mellem pris og kvalitet på grundlag af underkriteriet Pris og Kvalitet. Pointmodellen for pris var fastsat før udbuddets iværksættelse, men var ikke oplyst i udbudsmaterialet.
Orkideen Hjemmepleje og Personlig Service A/S (herefter OHPS A/S) indgav tilbud herpå, men blev ikke tildelt rammeaftalen. Baggrunden herfor var, at OHPS A/S havde fået et højere pointtal for underkriteriet Pris end de valgte tilbud, men et lavere pointtal fra underkriteriet Kvalitet. OHPS A/S indgav herefter klage til Klagenævnet for Udbud.
Selskabet gjorde bl.a. gældende, at Horsens Kommunes model for tilbudsvurderingen efter underkriteriet Pris var uegnet. OHPS A/S anførte i den forbindelse, at variationen mellem tilbudspriserne reelt var på 25 %. Horsens Kommune havde imidlertid valgt en model, der gav et spæn på 50 %. Modellen afspejlede således ikke forskellen i tilbudspriserne på tilstrækkelig vis.
Herudover gjorde OHPS A/S tillige gældende, at Horsens Kommune ikke havde givet en tilstrækkelig forhåndsoplysning om kommunens pointmodel for underkriteriet Kvalitet.
Klagenævnet tog ikke påstandene til følge og henviste bl.a. til, at pointmodellen for underkriteriet Pris og pointmodellen for underkriteriet Kvalitet var almindelige og anerkendte modeller. At der var relativt små spredninger i tilbudspriserne, og at andre modeller muligvis ville føre til et andet resultat, kunne ikke føre til at anse modellerne for uegnede.
Herudover anførte Klagenævnet, at kravet i udbudslovens § 160 om forhåndsoplysning af evalueringsmetoden ikke fandt anvendelse som følge af, at udbuddet ikke var omfattet af udbudslovens II.
Klagenævnet for Udbuds afgørelse af 7. april 2017, Orkideen Hjemmepleje og Personlig Service ApS mod Horsens Kommune, kan læses her.