Kommune tilpligtet at betale omkostninger for klagesag ved annullation af udbud

Sagen drejede sig om DitoBus’ dækning af klagesagsomkostninger efter en annullation af udbud.

Sagen udsprang af Køge Kommunes annullation af udbud vedrørende en delaftale om visiteret kørsel.

Køge Kommune udbød i offentlig udbud 7 delaftaler om visiteret kørsel. Køge Kommune besluttede herefter at tildele delaftale 1 til Egons Turist- og Minibusser. DitoBus Servicetrafik A/S (herefter DitoBus) indgav på den baggrund en klage til Klagenævnet for Udbud. DitoBus gjorde herunder gældende, at kommunen havde handlet i strid med ligebehandlingsprincippet og gennemsigtighedsprincippet.

Lidt tid efter klagens indgivelse meddelte kommunen, at den havde annulleret udbuddet med henblik på at foretage genudbud. Baggrunden herfor var bl.a., at den i udbudsmaterialet beskrevne fremgangsmåde for kombinationstilbud ikke sikrede kommunen den samlede set økonomiske mest fordelagtige løsning for befordringsopgaven.

DitoBus tilbagekaldte herefter sin klage. Klagenævnet blev i den forbindelse anmodet om at bestemme, at Køge Kommune skulle dække de udgifter, som DitoBus havde haft i forbindelse med klagen.

Kommunen protesterede mod dette, da tilbagekaldelsen var begrundet i andre forhold end det, som klagesagen angik.

Klagenævnet fandt derimod, at Køge Kommune skulle betale DitoBus’ sagsomkostninger. De henviste i den forbindelse til, at ordregiveren må anses at have tabt sagen, såfremt udbuddet annulleres/tilbagekaldes, inden Klagenævnet har truffet afgørelse i sagen.

Klagenævnet fremhævede i den forbindelse, at det er uden betydning, om tilbagekaldelsen/annullationen angives at være begrundet i andre forhold end det, som klagesagen angik. Klageren skal ved tilbagekaldelsen/annullationen stilles, som om ordregiveren har taget bekræftelsen til genmæle over for klagesagens centrale påstand.

Klagenævnet for Udbuds kendelse af den 15. juli 2016, DitoBus mod Køge Kommune, kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.