Vestre Landsret har afsagt dom i sagen mellem Favrskov Kommune og en landmand, som havde ventet i 3 år på behandling af en ansøgning om tilladelse til udvidelse af husdyrproduktionen.

Sagen drejede sig om en ansøgning, som landmanden havde indgivet i 2007. Favrskov Kommune havde bl.a. på grund af manglende kapacitet videresendt ansøgningen til en ekstern konsulent, som i løbet af efteråret 2009 afleverede udkast til godkendelsen. På trods af dette udkast lykkedes det først kommunen at afgøre sagen i marts 2010, selvom konsulenten ifølge landmandens opfattelse havde lovet, at sagen kunne færdigbehandles inden 2010. Kommunens godkendelse blev påklaget bl.a. i forhold til gyllebeholderen. Klagerne blev tillagt opsættende virkning. På baggrund af klagernes opsættende virkning anmodede landmanden om en tillægsgodkendelse, som ikke omfattede gyllebeholderen. Tillægsgodkendelsen forelå i starten af 2011, hvilket var et af landmandens hovedargumenter for, at kommunen havde behandlet sagen så langsomt, at landmanden skulle have ret til erstatning mv.

Kommune henviste for så vidt angik den lange sagsbehandlingstid bl.a. til, at der i løbet af sagsbehandlingen var sket faktiske ændringer i landmandens drift og at der også i flere omgange var blevet ændret i ansøgningen, herunder ved at en gyllebeholder var blevet tilføjet til ansøgningen i starten af 2008. Særligt for så vidt angik perioden mellem den eksterne konsulents aflevering af udkast og kommunens endelige afgørelse, forklarede kommunens sagsbehandlere, at sagsbehandlingstiden bl.a. skyldtes, at en lovændring havde medført, at beregningerne af dyreenheder (DE) måtte gøres om.

I 2010 havde der endvidere været et møde mellem landmanden og Favrskov Kommune, hvor blandt andre borgmesteren havde deltaget. Under mødet drøftede parterne en eventuel nedsættelse af brugerbetalingen. Efterfølgende var der dog ikke enighed om, hvorvidt borgmesteren, eller Favrskov Kommune i øvrigt, havde givet tilsagn om reduktion af brugerbetalingen.

Under retssagen gjorde landmanden krav gældende på tre forskellige grundlag: For det første gjorde landmanden gældende, at der på mødet i 2010 var indgået en aftale om reduktion af en faktura fra 25. november 2009. For det andet gjorde landmanden gældende, at en faktura fra 2010 skulle annulleres, dels fordi kommunen burde have færdigbehandlet sagen på dette tidspunkt og dels fordi kommunen efter landmandens opfattelse havde arbejdet ineffektivt og derfor havde faktureret for mange timer. Som begrundelse for sit tredje krav, gjorde landmanden gældende, at kommunen var erstatningsansvarlig for en del af landmandens udgifter til sagkyndig bistand, fordi kommunen ved sin langsommelige sagsbehandling havde påført ham ekstra udgifter til sagkyndig bistand, idet kommunens langsommelighed i slutningen af 2009 havde medført yderligere forsinkelse af sagen, fordi sagen måtte afvente beregning af DE på baggrund af de nye regler, som trådte i kraft i 2010.

Byretten afsagde dom om frifindelse og landmanden ankede dommen til Vestre Landsret.

Landsretten udtalte vedrørende det første krav, at landmanden ikke havde godtgjort, at borgmesteren eller andre i Favrskov Kommune havde givet tilsagn om reduktion af fakturaen fra 2009. Som følge heraf, og idet landmanden i øvrigt ikke havde godtgjort, at fakturaen omfattede mere end det arbejde, som kommunen havde lavet i sagen, afviste landsretten, at der var grundlag for, at landmanden kunne kræve en reduktion af fakturaren.

For så vidt angår det andet krav vedrørende fakturaen fra 2010, udtalte landsretten, at det ikke var godtgjort, at fakturaen var udtryk for overfakturering.

På baggrund af en samlet vurdering af sagen – herunder at landmandens egne forhold havde medvirket til at trække sagen i langdrag – var der ikke grundlag for at fastslå, at det var kritisabelt, endsige ansvarspådragende, at kommunen ikke havde færdiggjort sagen inden udgangen af 2009. Som følge heraf var der efter landsrettens opfattelse heller ikke grundlag for at tilkende landmanden erstatning i henhold til dennes tredje påstand.

Favrskov Kommune blev herefter også frikendt af landsretten.

Vestre Landsrets dom af 20. juni 2014 er trykt som U.2014.3000 V.