Forsyningssekretariatet offentliggør endelige vejledninger til årets indberetninger

Forsyningssekretariatets system ”VandData” åbner for indberetninger den 1. marts og lukker den 15. april 2019. De primære vejledninger for vandselskaberne er: revideret vejledning til brug for indberetning til økonomiske rammer, revideret vejledning til brug for årets benchmarking, ny vejledning om overholdelse af økonomiske rammer og opdaterede vejledninger om VandData.

I 2019 fastsætter Forsyningssekretariatet økonomiske rammer for større spildevandsselskaber for årene 2020-2021. Alle øvrige selskaber får statusmeddelelser med bl.a. status over overholdelse af tidligere udmeldte økonomiske rammer på baggrund af indberettede oplysninger.

Den 1. juli 2018 trådte en ændret bekendtgørelse om økonomiske rammer for vandselskaber (ØR-bekendtgørelsen) i kraft. Der er en række ændringer i bekendtgørelsen, som har betydning for indberetningen. Det er hovedsageligt følgende:

  • Der er ikke længere krav om væsentlighed, når vandselskaber indberetter tillæg til udvidelse af forsyningsområdet.
  • Forsyningssekretariatet får mulighed for at ændre metoden for indregning af periodevise driftsomkostninger.
  • Væsentlige ændringer i selskabets aktiviteter eller omkostninger kan nu føre til justering af de økonomiske rammer.
  • Der er indført mulighed for dispensation for fristen for afslutning og ibrugtagning af anlægsprojekter igangsat senest den 1. marts 2016, hvis forsinkelsen skyldes udefrakommende omstændigheder.
  • Der er sket en præcisering af, hvornår en genanbringelse af indtægten ved salg af fast ejendom eller større anlægsaktiver skal finde sted.

Ændringerne er i øvrigt nærmere bekrevet i Forsyningssekretariatets indberetningsvejledning af februar 2019.

Der er den 22. november 2018 indgået politisk aftale om justeringer i den økonomiske regulering af vandsektoren. Denne aftale har dog først betydning for vandselskaberne og deres indberetninger, når de nye regler herom er trådt i kraft. Et oplæg til de konkrete regler (høringsudkast) i forlængelse af den politiske aftale forventes umiddelbart i løbet af 2019 – andre regler vil muligvis først blive præsenteret senere, herunder regulering af forsyningssikkerhed og forbrugertilfredshed i den økonomiske regulering.

Forsyningssekretariatets reviderede vejledninger pr. februar 2019 kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.