Første officielle anvendelse af udbudslovens § 185, stk. 2 formentlig en realitet

Det skyldes, at Klagenævnet for Udbud har annulleret en kommunes tildelingsbeslutning under henvisning til, at tilbuddet ikke opfyldte mindstekravene.

Sagen omhandlede et offentligt udbud efter udbudslovens afsnit II. Udbuddet vedrørte en rammeaftale om forsikringsydelser. Tildelingskriteriet var bedste forhold mellem pris og kvalitet på grundlag af underkriterierne Pris og Service. Af udbudsbetingelserne fremgik bl.a., at forbehold for grundlæggende elementer ville medføre afvisning af tilbuddet. Herudover fremgik, at tilbuddene skulle opfylde de fastsatte mindstekrav.

Protector Forsikring Danmark (herefter PFD) bød på rammeaftalen, men Nyborg Kommune afviste selskabets tilbud som ukonditionsmæssigt. Nyborg Kommune indgik herefter aftale med Gjensidige Forsikring.

PFD indgav herefter klage til Klagenævnet for Udbud. Klagen angik oprindeligt en klage over afvisning af PFD’s tilbud på baggrund af uklarheder i udbudsmaterialet. PFD frafaldt dog senere dette klagepunkt og nedlagde i stedet nogle yderligere påstande. PFD gjorder herunder bl.a. gældende, at Nyborg Kommune havde overtrådt principperne om ligebehandling og gennemsigtighed ved at tildele Gjensidige Forsikring kontrakten, idet Gjensidige Forsikrings tilbud på visse punkter var ukonditionsmæssigt.

Det fremgik bl.a. af kravsspecifikationen i udbudsmaterialet, at dækningen skulle omfatte ”Ansvar for Skader forvoldt af håndkraner eller mobilkraner. Både erhvervsansvar og ved bugsering”. Gjensidige Forsikring havde i sit tilbud på denne forsikring undtaget skader forvoldt ved tvillingeløft, hvorfor der var taget forbehold for det fastsatte mindstekrav. Herudover var der yderligere taget forbehold for skader ved udgravning, som forsikringsdækningen også skulle omfatte i henhold til kravsspecifikationerne.

På den baggrund annullerede klagenævnet herefter Nyborg Kommunes tildelingsbeslutning. Nyborg Kommune vil herefter formentlig være forpligtet til at anvende udbudslovens § 185, stk. 2, hvorefter en udbyder – på grundlag af en annulleret tildelingsbeslutning – er pligtig til at bringe kontrakten til ophør.

Klagenævnet for Udbuds kendelse af 23. marts 2017, Protector Forsikring Danmark mod Nyborg Kommune, kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.