Overtaksationskommissionen har tiltrådt de af taksationskommissionens fastsatte erstatningsprincipper i relation til erstatning efter dyrkningsrestriktioner.

Sagen angik erstatningsfastsættelse efter miljøbeskyttelseslovens § 58 i forbindelse med pålæg af rådighedsindskrænkninger i medfør af miljøbeskyttelseslovens § 26a – dyrkningsrestriktion – max 25 mg nitrat/l. Den berørte ejendom var en landbrugsejendom på lidt over 18 ha, og det servitutbelagte areal udgjorde ejendommens jordtilliggende på ca. 15,7 ha. Kommunens erstatningstilbud forudsatte, at der blev foretaget fradrag af arealer til hegn og interne veje. Dette erstatningstilbud blev afvist af grundejeren, hvorefter sagen blev indbragt for taksationskommissionen.

Taksationskommissionen fastlagde erstatningen på baggrund af ejendomsforringelsen svarende til forskellen mellem handelsværdien før og efter servitutpålægget, og at der derudover kunne ydes erstatning for ulemper i form af driftsomlægning og driftsforstyrrelser. Taksationskommissionen differentierede mellem dyrkningsjord, skovareal, der efter rydning kunne anses for agerjord, og overdrevsareal omfattet af naturbeskyttelseslovens. Yderligere lagde taksationskommissionen vægt på ejendommens status som mindre attraktiv end sammenlignelige ejendomme.

Grundejeren indbragte sagen for overtaksationskommissionen og krævede erstatningen forhøjet, mens kommunen krævede erstatningen nedsat.

Overtaksationskommissionen var enig med transaktionskommissionen i, at fastsættelsen af erstatningen skulle ske som nedgangen i ejendommens handelsværdi på tidspunktet for meddelelsen af beslutningen om servitutpålæg samt erstatning for eventuelle lempelser. Yderligere tilkendte overtaksationskommissionen erstatning for udskiftning af et halmfyr, idet ejendommen efter servitutpålægget ikke længere var selvforsynende med halm.

Overtaksationskommissionens kendelse af 7. april 2015 VFL.1.2014.