Del af etableringstilladelsen til Vesterhav Syd Havvindmøllepark ophævet
Energiklagenævnet ophæver og hjemviser den del af Energistyrelsens etableringstilladelse til Vesterhav Syd Havvindmøllepark, der angår vurderingen af virkningerne på miljøet (VVM), til fornyet behandling. Hjemvisningen sker med henblik på, at Energistyrelsen udarbejder et VVM-tillæg, der omfatter det konkrete projekt, og først herefter træffer endelig afgørelse i sagen under inddragelse af den berørte offentlighed og med mulighed for klageadgang.
Energiklagenævnets begrundelse for afgørelsen er, at VVM-redegørelsens beskrivelse af rammeprojektets indvirkninger på det omgivende miljø ikke opfylder forpligtelsen til at vurdere det konkrete projekt, hvortil der meddeles tilladelse. Energiklagenævnet finder, at der skal udarbejdes et VVM-tillæg til den eksisterende VVM-redegørelse, hvori det konkrete projekts miljømæssige påvirkninger beskrives og vurderes.
Idet etableringstilladelsen og igangsætningstilladelsen samlet set udgør en ”tilladelse” i VVM-direktivets forstand, finder Energiklagenævnet, at den i sagen anvendte tilladelsesprocedure i det konkrete tilfælde ikke er i overensstemmelse med VVM-regelgrundlaget samt den af EU-domstolen udviklede praksis på området, idet proceduren udelukker, at der vil kunne klages over det konkrete projekts miljømæssige påvirkninger, såfremt disse ikke fuldt ud er sammenfaldende med det oprindelige grundlag for VVM-redegørelsen.
Energiklagenævntes afgørelse af 20. december 2018 kan læses her.