Betaling for myndighedsbehandling i Energistyrelsen

Ændring af bekendtgørelsen om betaling for myndighedsbehandling betaling for myndighedsbehandling i Energistyrelsen er sendt i høring. Ændringen ventes gennemført ved genudstedelse i stedet for en ændringsbekendtgørelse.

Baggrunden for ændringen i lovforslag nr. L 178 om ændring af bl.a. lov om elforsyning og lov om naturgasforsyning. Lovforslaget indeholder bl.a. en bemyndigelse til energi-, forsynings- og klimaministeren om at udstede bekendtgørelser om betaling for tilsyn med det almene beredskab og it-beredskabet i el- og naturgassektorerne. Ifølge lovforslaget er finansieringen af Energistyrelsens tilsyn via gebyrfastsættelse en forudsætning for, at tilsynsopgaven med det almene beredskab og it-beredskabet i el- og naturgassektorerne kan flyttes fra Energinet til Energistyrelsen.

Ifølge høringsudkastet til bekendtgørelse vil gebyrerne blive opkrævet som generelle grundbeløb. Virksomhederne kommer ikke til at betale det samme beløb, idet beløbsstørrelsen afhænger af den kategori, virksomheden er i, samt antallet af klasse 1-anlæg.

Ifølge høringsudkastet bliver bekendtgørelsens bestemmelser om timebaserede gebyrer præciseret, så det tydeligere fremgår, hvordan Energistyrelsen opgør timeprisen, der opkræves fra virksomhederne. Bestemmelserne er endvidere præciseret i henhold til kravene til efterregulering af gebyrer i Finansministeriets Budgetvejledning af 2016.

Endvidere bliver bekendtgørelse om beredskab for elsektoren, bekendtgørelse om beredskab for naturgassektoren samt bekendtgørelse om it-beredskab for el- og naturgassektoren ændret som følge af regeringens beslutning om at flytte tilsynsopgaven efter disse bekendtgørelser fra Energinet til Energistyrelsen. Ændringerne består derfor hovedsageligt i, at ”Energinet” er ændret til ”Energistyrelsen” de relevante steder i bekendtgørelserne.

Høringsfristen er udløbet.

Høringsudkast til gebyrbekendtgørelse af 2. april 2019 kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.