Ambulancekørsel: Mange påstande gjorde det uforsvarligt at træffe afgørelse om opsættende virkning

Sagen var en delkendelse om, hvorvidt klagen skulle tillægges opsættende virkning. Klagen blev ikke tillagt opsættende virkning. Klagenævnet for Udbud tog ikke stilling til, om klagen havde noget på sig, selvom ordregiveren, Region Syddanmark, havde udtrykt ønske herom.

Ved udbudsbekendtgørelse af 31. marts 2014 udbød indklagede, Region Syddanmark, som offentligt udbud levering af ambulancetjeneste, præhospitale støtteenheder og liggende sygetransport i Region Syddanmark. Udbuddet var opdelt på 4 delaftaler (Fyn, Trekantsområdet, Sydvestjylland og Sønderjylland) i en periode på 4 år. Tilbudsgiverne kunne afgive tilbud på en, flere eller alle delaftaler og herunder tilbyde forskellige kombinationsrabatter. Værdien blev anslået til 560 mio. kr. ekskl. moms.

Ved vurderingen af om en klage skal tillægges opsættende virkning, tager klagenævnet stilling til 1) om klagen har noget på sig, ”fumus boni juris”, 2) om der foreligger uopsættelighed, og endelig 3) om klagerens interesse i, at klagenævnet tillægger klagen opsættende virkning, vejer tungere end indklagedes interesse i det modsatte.

Klagenævnet fandt det ikke forsvarligt at udtale sig om den første betingelse (om klagen havde noget på sig). Klagenævnet lagde vægt på omfanget af klagerens påstande, betydningen af sagen og den korte tidsfrist på 30 dage, som klagenævnet havde til at træffe afgørelse om opsættende virkning, når en klage er indbragt i standstill-perioden, jf. § 12, stk. 2 i håndhævelsesloven.

21 ud af klagerens i alt 25 påstande drejede sig om, at Region Syddanmark havde foretaget en åbenbar urigtig vurdering af klagers tilbud i relation til en meget lang række kvalitative delkriterier.

Den anden betingelse (om uopsættelighed) var ikke opfyldt. Klagenævnet udtalte, at:

”den omstændighed, at klageren risikerer at lide et betydeligt økonomisk tab herunder også tab af en væsentlig markedsandel, og vil skulle foretage en omfattende reorganisering af sin virksomhed, hvis klagen ikke tillægges opsættende virkning, ikke indebærer, at klageren risikerer, at lide et uopretteligt tab.”

Den tredje betingelse (interesseafvejningen) var heller ikke opfyldt. Klagenævnet udtalte:

”En interesseafvejning af risikoen for ikke at kunne opretholde en patientsikkerhedsmæssigt

forsvarlig ambulancetjeneste og sygetransport over for klagerens interesse i, at klagen tillægges opsættende virkning, fører endvidere til, at klagen ikke kan tillægges opsættende virkning.”

Klagenævnets tilkendegivelse vedrørende interesseafvejningen medfører i realiteten, at klager over indkøb, der skal understøtte central infrastruktur, formentlig aldrig kan forventes tillagt opsættende virkning. Ved denne vurdering må det vel også indgå, om ordregiveren vil kunne fortsætte med at trække på den nuværende leverandør under sagen.

Klagenævnet for Udbuds kendelse af 26. september 2014, Falck Danmark A/S mod Region Syddanmark, kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.