En kommune havde den 7. januar 2015 truffet afgørelse om afslag på en ansøgning om at opretholdte en nu rørlagt vandløbsstrækning. En del-strækning af vandløbet (en grøft) var rørlagt. Kommunen havde samtidig udstedt et påbud efter vandløbslovens § 54 a om genoprettelse af den oprindelige tilstand. Afgørelsen er navnlig begrundet med, at rørlægningen vil være i strid med de dagældende, generelle retningslinjer for vandområdeplan 2009-2015.

Afgørelsen blev påklaget til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som indledningsvis har taget stilling til, hvorvidt der foreligger et ulovligt forhold i forbindelse med det udstedte påbud.

Det følger af vandløbslovens § 54 a, at vandløbsmyndigheden skal foranledige ulovlige forhold bragt til ophør, medmindre der er tale om forhold af ganske underordnet betydning. Det følger endvidere af vandløbslovens § 17, at der kun må foretages regulering af vandløb, herunder ændring af vandløbets skikkelse (forløb, bredde m.v.), efter vandløbsmyndighedernes bestemmelse. Miljø- og Fødevareklagenævnet finder, at klager har rørlagt et vandløb og dermed ændret vandets skikkelse, hvilket er i strid med vandløbslovens § 17, da dette kræver tilladelse fra vandløbsmyndigheden.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har herefter taget stilling til, hvorvidt der kan ske retlig lovliggørelse af rørlægningen.

Af bekendtgørelse om vandløbsregulering- og restaurering fremgår det af § 18, at vandløbsmyndigheden ved sin afgørelse skal tage hensyn til samtlige afvandingsinteresser ved vandløbet samt sikre, at projektet er foreneligt med hensynet til den miljømæssige målsætning, der er fastlagt for vandløbet.

Med baggrund i Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 26. november 2015 i sagen NMK-43-00583 og EU-Domstolens dom af 1. juli 2015 i sagen C-461/13, må der ikke meddeles tilladelse til en rørlægning af et ikke-målsat vandløb, hvis dette kan medføre en forringelse af tilstanden for et målsat vandløb, eller når det vil indebære en risiko for, at der ikke opnås god tilstand for et målsat vandløb.

Kommunens afslag på opretholdelse af rørlægning af vandløbsstrækningen beror på en konkret vurdering af, at rørlægningen vil forringe vandløbets kvalitet og umuliggøre, at vandløbsstrækningen kan opnå en god tilstand, jf. vandplanens retningslinjer. Derudover er afgørelsen begrundet med, at en rørlægning af vandløbet vil forringe vandøkosystemet.

Det kan efter nævnets opfattelse ikke afvises, at en rørlægning vil bidrage til en forbedring af vandkvaliteten ved udløbet af den nu rørlagte strækning. Kommunen havde ifølge nævnet ikke foretaget en egentlig vurdering af de afvandingsmæssige forhold i vandløbet, men blot taget hensyn til de miljømæssige krav.

Nævnet fandt, at dette var en væsentlig mangel ved afgørelsen.

For så vidt angår de miljømæssige hensyn, gav Miljø- og Fødevareklagenævnet klager medhold i, at kommunen ikke kunne lægge vægt på, at der var mulighed for, at vandløbet i fremtiden kunne blive målsat. Dette skyldes, at der ved reguleringssager ifølge nævnet kun kan lægges vægt på den beskyttelse, vandløbet måtte have på afgørelsestidspunktet og ikke en eventuel fremtidig målsætning.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at rørlægningen ikke nødvendigvis ville være i strid med de miljømæssige mål, og at den pågældende kommune ikke havde truffet sin afgørelse på baggrund af en konkret vurdering af de afvandingsmæssige hensyn. På den baggrund fandt Miljø- og Fødevareklagenævnet, at kommunens afgørelse indeholdt en væsentlig mangel, hvorfor nævnet ophævede kommunes afgørelse og hjemviste sagen til kommunens fornyede behandling.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 10. oktober 2017 (NMK-43-00561) kan læses her.