Afgørelse om vedligeholdelse af privat rørlagt vandløb under offentlig vej
Sagen handlede om, hvem der skulle vedligeholde og reparere et privat rørlagt vandløb på strækningen under en offentlig vej. Kommunen i sagen havde meddelt påbud til ejeren af ejendommen om at reparere det private rørlagte vandløb. Ejeren af ejendommen klagede over påbuddet. Ejeren gjorde herved gældende, at vedligeholdelsespligten påhvilede bredejeren, og at ejer af den offentlige vej var bredejer for den del af strækningen, der blev ført under offentlig vej.
Miljø- og Fødevareklagenævnet tog den 30. maj 2017 stilling til sagen. Nævnet gav ejer af ejendommen medhold i sin betragtning om, at vejmyndigheden er bredejer, og at bredejer skal vedligeholde vandløbet i henhold til de relevante bestemmelser i vandløbsloven. Nævnet ophævede derfor kommunes påbud overfor ejendomsejer, for så vidt angår den del af det rørlagte vandløb under den offentlige vej.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 30. maj 2017 kan læses her.