Ændring af vandforsyningsloven og lov om afgift af ledningsført vand

Folketinget har vedtaget en ændring af vandforsyningsloven og lov om afgift af ledningsført vand.

Loven sikrer en fortsættelse af grundvandskortlægningen, om end i et reduceret omfang i forhold til tidligere. Kortlægningen blev sat i gang i 2000 og skulle afsluttes med udgangen af 2015. Lovgiver har imidlertid vurderet, at der fortsat er et behov for at kortlægge indvindingsoplande omkring nye boringer og i nogle tilfælde behov for at revidere de tidligere kortlagte områder.

Lovforslaget etablerer derfor grundlaget for en fortsat omend reduceret kortlægning af grundvandet.

Som følge af den mindre kortlægningsopgave i den kommende periode reduceres bidraget til drikkevandsbeskyttelse på ledningsført vand fra de nuværende 67 øre pr. m3 vand til 39 øre i perioden 2016-2017 og 19 øre i 2018-2020. Efter 2020 vil behovet for fortsat grundvandskortlægning blive genvurderet.

Loven bemyndiger endvidere miljøministeren til at fastsætte regler om udveksling af oplysninger mellem stat, kommuner og vandforsyninger til brug for grundvandskortlægningen, tidsfrister mv. Endelig etableres en koordinationsgruppe, der skal inddrages i forbindelse med prioritering af grundvandskortlægningen.

Loven træder i kraft den 1. januar 2016.

L 155, 2014 om ændring af vandforsyningsloven m.v. kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.