Annullation af udbud trods afgørelse om ikke at tilkende opsættende virkning
Sagen vedrørte et udbud af en rammeaftale om leje og vask af beklædning samt et it-system. Tildelingskriteriet var pris.
Klager var en tidligere leverandør, som under udbuddet blev afvist grundet ukonditionsmæssigt tilbud.
Klager indbragte sagen for nævnet, som i første omgang afsagde en kendelse om ikke at tilkende klagen opsættende virkning, idet det ikke var godtgjort, at sagen havde noget på sig.
Sagens efterfølgende behandling samt en udtalelse fra en skønsmand udmeldt af Teknologisk Institut uden for sagens behandling medførte dog, at klager fik medhold i bl.a. sin påstand om, at tilbuddet ikke var ukonditionsmæssigt og som følge heraf var det billigste tilbud.
Nævnet fandt det bl.a. ikke sandsynliggjort, at et mindstekrav om vidden på busseronner, et krav om, at T-shirts ikke måtte være gennemsigtige og et krav om elastik i bunden af jakker, konkret ikke var opfyldt.
Da klagers tilbud således måtte anses som konditionsmæssigt, såvel som det billigste, blev tildeling af udbuddet annulleret.
Klagenævnets for Udbuds kendelse af 15. maj 2020 kan læses her.