Sagen vedrørte en række rammeaftaler efter forsyningsvirksomhedsdirektivet om udførelse af flexkørsler.

Klagerne var tilbudsgivere, som gjorde indsigelse til en efterfølgende ændring af udbuddets vilkår.

Af udbudsbetingelserne fremgik forskellige krav til vogntyper, herunder et krav om, at der skulle være plads til mindst to kørestole samt mindst 5 siddepladser til øvrige passagerer.

Klagerne henvendte sig til udbudsgiver og klagede over, at vognmænd, der ikke opfyldte kravet til vogntyper, alligevel fik tildelt opgaver i henhold til rammeaftalerne.

Udbudsgiveren anførte bl.a., at kravet om plads til to store kørestole i biler uden tilstrækkelig plads var blevet frafaldet, herunder af hensyn til udbudsgiverens forsyningsmæssige forpligtelse.

Klagenævnet fandt, at udbudsgiveren havde tilsidesat principperne og ligebehandling og gennemsigtighed ved at frafalde mindstekravet uden at have gennemført et nyt udbud.

Overholdelse af mindstekravet måtte antages, at have medført højere omkostninger til anskaffelse og drift af vognene. Tilbud på vogne, som overholdt mindstekravet måtte således antages at være mindre konkurrencedygtige end vogne, som ikke overholdt kravet. Mindstekravet måtte derfor også antages, at have afholdt potentielle interessenter i at afgive bud.

Ændringen var derfor udbudspligtig og de kørsler, som var tildelt efter frafald af kravet, var tildelt i strid med udbudsreglerne.

Rammeaftalerne blev erklæret uden virkning og udbudsgiver blev tildelt en sanktion på 3 mio. kr.

Klagenævnet for Udbuds kendelse af 19. maj 2020 kan læses her.