Brug af forskellige beregningsmetoder i strid med udbudsreglerne
Sagen vedrørte et udbud om levering af et it-system tildelt efter bedste forhold mellem pris og kvalitet.
Klager var en tilbudsgiver, som ikke blev tildelt udbuddet. Tildelingskriterierne var ganske komplekse og bestod bl.a. af en række overordnede kvalitative kriterier med tilknyttede underkriterier, som vægtede forskelligt og bl.a. bestod af en række scenarier med yderligere underkriterier.
Klager rettede henvendelse til udbudsgiveren og bad om uddybelse af den konkrete tildelingsmetode, hvorefter udbudsgiveren bl.a. sendte et regneark med point for delkriterier og nogle arbejdsgruppers pointtildeling i forhold til de nærmere underkriterier.
Klager gjorde gældende, at der var anvendt forskellige beregningsmetoder for de forskellige tilbudsgivere i forhold til ned- eller oprunding mv., hvilket udbudsgiveren afslog, idet det bl.a. blev anført, at de point, som fremgik af regnearket, ikke var endelige point, men alene til støtte for udbudsgiverens endelige vurdering.
Nævnet tilsidesatte udbudsgivers forklaring, idet de point, som fremgik af regnearket, i hvert tilfælde var identiske med de endelige point for delkriterierne. Den evaluering, som fremgik af regnearket, var derfor udtryk for udbudsgiverens endelige stillingtagen.
Nævnet kunne videre konstatere, at der var anvendt forskellige beregningsmetoder for de forskellige tilbud, som ikke kunne begrundes på en gennemsigtig måde.
Klagenævnet annullerede derfor udbuddet med henvisning til, at det ikke kunne afvises, at de forskellige beregningsmetoder havde haft betydning for tildelingsbeslutningen.
Klagenævnets for Udbuds kendelse af 27. maj 2020 kan læses her.