Miljø- og Fødevareklagenævnet har i to nyere afgørelser fastslået, at oplysninger om et vandselskabs leverandører er miljøoplysninger og dermed omfattet af en særligt udvidet adgang til aktindsigt.

I begge sager havde en borger anmodet et vandselskab om en oversigt over vandselskabets største leverandører de seneste fem år og hvis muligt helt tilbage fra 2010. Borgeren bad bl.a. også om at få oplyst, om samhandlen med leverandørerne havde været sendt i udbud eller ej. Hvis opgaverne ikke var sendt i udbud, bad borgeren endvidere om en begrundelse herfor.

Vandselskaberne afslog anmodningen med henvisning til, at det i givet fald ville kræve et dataudtræk, da de ønskede oversigter ikke forelå som dokumenter hos vandselskaberne allerede. Da offentlighedslovens regler om ret til dataudtræk kun gælder ved aktindsigt hos offentlige myndigheder og ikke i forhold til forsyningsselskaber, mente vandselskaberne således ikke, at de var forpligtet til at efterkomme anmodningen.

Borgeren mente imidlertid, at de pågældende oplysninger havde karakter af miljøoplysninger, hvor adgangen til aktindsigt er videre. Borgeren indbragte derfor afgørelserne for Miljø- og Fødevareklagenævnet, som er klageinstans i sager om aktindsigt efter lov om aktindsigt i miljøoplysninger (miljøoplysningsloven).

Nævnet fastslog i begge sager, at de pågældende oplysninger faktisk var at anse for miljøoplysninger, fordi oplysningerne vedrørte eller havde indflydelse på udøvelsen af forsyningsvirksomhed, hvilket måtte anses som en foranstaltning, der påvirkede eller kunne påvirke miljøet.

Aktindsigtsanmodningerne skulle derfor heller ikke kun bedømmes efter offentlighedslovens regler om dataudtræk, men også efter miljøoplysningsloven.

Retten til aktindsigt efter miljøoplysningsloven omfatter alle oplysninger, som foreligger i skriftlig form, i billed- eller lydform eller i elektronisk eller en hvilken som helst anden form, uanset hvornår oplysningerne er tilvejebragt. De undtagelser, som kan begrunde et afslag på aktindsigt, skal efter miljøoplysningsloven desuden anvendes restriktivt under hensyntagen til samfundets interesse i, at oplysningerne offentliggøres i det konkrete tilfælde.

Nævnet fastslog dog i begge sager også, at miljøoplysningsloven – i modsætning til offentlighedsloven – ikke giver borgerne ret til, hos myndighederne, at kræve dataudtræk, da aktindsigten efter miljøoplysningsloven kun omfatter de oplysninger, som allerede ”foreligger”.

Da vandselskaberne i de to sager imidlertid ikke i tilstrækkeligt omfang havde redegjort for, at de ønskede oplysninger ikke var tilgængelige på anden vis end ved dataudtræk, blev begge afslag på aktindsigt ophævet og hjemvist til fornyet behandling.

Det vil derfor nu være op til de to vandselskaber at afgøre, om de ønskede oplysninger rent faktisk foreligger hos vandselskaberne allerede, og om oplysningerne i givet fald skal udleveres efter den udvidede adgang til aktindsigt, der gælder efter miljøoplysningsloven.

Nævnets afgørelser i de to sager viser således for det første, at et forsyningsselskab ikke kan afvise en anmodning om udlevering af sammenstillede oplysninger med henvisning til, at det vil kræve et dataudtræk, før det har været undersøgt, om oplysningerne eventuelt måtte være tilgængelige på anden vis allerede.

For det andet – og måske mere principielt – viser afgørelserne, at alle oplysninger, som vedrører eller vil kunne have indflydelse på forsyningsvirksomhed, som udgangspunkt må anses for miljøoplysninger.

Dette bør vandselskaber og andre forsyningsvirksomheder således generelt være opmærksom på ved behandlingen af anmodninger om aktindsigt fremover.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelser af 10. og 11. december 2020 kan læses her og her.