Bindende folkeafstemning om et kommunalt anliggende kan udskrives

Økonomi- og Indenrigsministeriet har sendt udkast til lovforslag om ændring af lov om kommunernes styrelse, lov om kommunale og regionale valg og regionsloven i høring.

Lovforslaget giver hjemmel til, at et flertal i en kommunalbestyrelse kan udskrive en bindende folkeafstemning om et kommunalt anliggende. Formålet med lovforslaget er at øge den lokale borgerinddragelse og skabe et alternativ for de mange vælgere, der er interesseret i politik – og dermed også at mindske kløften mellem de folkevalgte og vælgerne.

I lov om kommunernes styrelse indsættes der efter § 9 a tre nye bestemmelser i §§ 9 b, 9 c og 9 d, som vedrører kommunalbestyrelsens mulighed for i visse tilfælde at træffe beslutning om at afholde bindende folkeafstemning om en beslutning, som kommunalbestyrelsen træffer i en sag, som kan gøres til genstand for forhandling i kommunalbestyrelsen. I forlængelse heraf indføres der i lov om kommunale og regionale valg et nyt kapitel 12 a om bindende kommunale folkeafstemninger. Bestemmelserne i kapitel 12 a finder anvendelse på folkeafstemninger, der afholdes efter §§ 9 b og 9 c i lov om kommunernes styrelse.

Lovforslaget vil således medføre, at en kommunalbestyrelse ved simpelt flertal ikke alene vil kunne udskrive en vejledende folkeafstemning, men også vil kunne udskrive en bindende folkeafstemning om et kommunalt anliggende.

Det, at folkeafstemningen er bindende, indebærer, at folkeafstemningen fører til vedtagelse eller forkastelse af den kommunale beslutning, og at kommunalbestyrelsen ikke kan træffe en beslutning i strid med resultatet af folkeafstemningen i kommunalbestyrelsens funktionsperiode uden at afholde en ny folkeafstemning om den nye beslutning. Kommunalbestyrelsen er således forpligtet af resultatet af afstemningen i kommunalbestyrelsens funktionsperiode, men fremtidige kommunalbestyrelser er ikke bundet af den pågældende folkeafstemning.

Lovforslaget forventes at træde i kraft den 1. juli 2018.

Høringsfristen udløb den 6. marts 2018.

Høringsudkast af 6. februar 2018 kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.