Overtrædelse ved uklar angivelse af formelle krav samt ved at have afkortet tilbudsfrist

To overtrædelser: Ordregiver havde overladt det til tilbudsgivere at tage stilling til, hvilke rettelsesblade, der skulle anføres i tilbudslisten. Ordregiver havde ikke givet elektronisk adgang til hele udbudsmaterialet og kunne derfor ikke afkorte tilbudsfristen med 5 dage som gjort. Konsekvens: Ikke annullation.

Ved udbudsbekendtgørelse af 13. maj 2014 udbød Vejdirektoratet, som offentligt udbud efter udbudsdirektivet, 25 delaftaler om levering af vejsalt og lignende ydelser til Vejdirektoratet og 6 kommuner.

Akzo Nobel Industrial Chemicals B.V. klagede, efter deres tilbud var blevet afvist som ukonditionsmæssigt og fik medhold i to påstande (påstand 2, 2. og 3. led samt påstand 3).

For så vidt angik den første påstand (påstand 2, 2. og 3. led), konstaterede Klagenævnet, at Vejdirektoratet havde handlet i strid med gennemsigtighedsprincippet ved at overlade det til tilbudsgiverne at tage stilling til, hvilke rettelsesblade der skulle anføres i tilbudslisten, og ved, i forbindelse med klagerens henvendelse om vanskeligheden ved at anføre det/de sidste rettelsesblade i tilbudslisten, ikke klart at tilkendegive, at hvert eneste rettelsesblad skulle oplistes særskilt i tilbudslisten af tilbudsgiverne.

For så vidt angik den anden påstand (påstand 3), konstaterede Klagenævnet, at Vejdirektoratet havde handlet i strid med udbudsdirektivets artikel 38 ved at have afkortet fristen for afgivelse af tilbud i henhold til artikel 38, stk. 6, selv om Vejdirektoratets Særlige Betingelser for Rådgivning (SBR) fra juni 2013, som indgik som en del af udbudsmaterialet, ikke blev gjort tilgængeligt for tilbudsgiverne elektronisk.

Overtrædelserne førte imidlertid ikke til annullation. Klagenævnet udtalte for så vidt angik den første overtrædelse (påstand 2, 2. og 3. led), at overtrædelsen af udbudsdirektivets artikel 38, stk. 6, i den konkrete situation alene havde været af uvæsentlig formel karakter. Baggrunden herfor var bl.a., at en senere fristforlængelse havde bragt tilbudsfristen op på 52 dage, som er den ordinære frist i art. 38, stk. 2.

Akzo Nobel Industrial Chemicals B.V. fik endelig ikke ret i en påstand om, at Vejdirektoratet havde pligt til at søge tvivl om klagerens tilbud afklaret ved spørgsmål i stedet for at afvise tilbuddet som sket. Tilbuddet var blevet afvist, fordi tilbuddet ikke indeholdte en angivelse af alle rettelsesbladene bortset fra nr. 7 ud af i alt 8, samt fordi det var angivet i følgebrevet, at klager ville benytte eget laboratorium, hvilket var i strid med udbudsbetingelserne.

Vejdirektoratet vurderede, at tilbuddet dermed indeholdt forbehold overfor grundlæggende elementer i udbudsbetingelserne. Denne forståelse var Klagenævnet enig i – særligt henviste Klagenævnet til bemærkningen om eget laboratorium. Klager mente dog, at Vejdirektoratet ikke havde angivet klart, hvilke rettelsesblade, der skulle angives, jf. ovenfor.

Klagenævnet afviste påstanden om undersøgelsespligt med følgende begrundelse:

”En pligt til at rette henvendelse består kun, hvis dette følger af almindelige fællesskabsretlige principper. Det vil især være tilfældet, når et tilbuds formulering er tvetydigt udarbejdet, og de omstændigheder i sagen, som ordregiveren har kendskab til, viser, at tvetydigheden sandsynligvis kan forklares på en enkel måde og nemt kan fjernes”

Vejdirektoratet havde ikke pligt til at undersøge tilbuddet i sagen:

”En sikker, hurtig og effektiv afklaring af tilbuddets oprindelige indhold kunne under de førnævnte omstændigheder, hvor der ikke er konkrete holdepunkter for, at uklarheden i klagerens tilbud skyldes en klar skrive-, slå- eller regnefejl eller lignende, ikke opnås blot ved at anmode tilbudsgiveren om at oplyse eller bekræfte dennes intention med tilbuddet.”

Klagenævnet for Udbuds kendelse af 31. oktober 2014 (udbudsdirektivet), Akzo Nobel Industrial Chemicals B.V. mod Vejdirektoratet, kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.