Annullation var ikke usaglig, da kontrakten skulle ændres
Klager fik ikke medhold i påstand om, at annullation efter tilbudsfristen var uretmæssig på trods af at annulleringen skyldtes ordregivers ønske om at tilrette kontraktgenstanden.
Ved udbudsbekendtgørelse af 19. marts 2014 udbød NaturErhvervstyrelsen som offentligt udbud opgaven som kystfiskerfacilitator til EU’s Hav- og fiskeriprogram. Udbudsbetingelserne blev udsendt den 19. marts 2014, og ved udløbet af fristen for afgivelse af tilbud den 30. april 2014 havde Business Consult International v/ Kurt Krogsgaard (klager) samt Carsten Krog afgivet tilbud.
Den 21. maj 2014 meddelte NaturErhvervstyrelsen imidlertid tilbudsgiverne, at udbuddet var annulleret. Den 10. juli 2014 genudbød NaturErhvervstyrelsen kontrakten med visse ændringer.
Business Consult International v/ Kurt Krogsgaard klagede herefter over annulleringen, og gjorde gældende, at annulleringen skyldtes ordregivers fejl, og at de rettelser, som udbudsmaterialet havde fået under det følgende udbud, ikke kunne begrunde annulleringen af det første udbud.
Klagenævnet gav ikke klager medhold med følgende illustrerende begrundelse:
”Ved EU-udbud er en ordregivende myndighed, hvis andet ikke følger af udbudsbetingelserne eller omstændighederne i øvrigt, som udgangspunkt berettiget til at annullere udbuddet, således at ingen af de afgivne tilbud antages. En annullation må dog ikke forfølge et formål, som er i strid med ligebehandlingsprincippet eller i øvrigt må anses for usagligt. Der henvises herved til Højesterets dom af 18. august 2011 (trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2011, side 3129).
Efter klagenævnets vurdering er der ikke grundlag for at antage, at NaturErhvervstyrelsen har forfulgt et formål, der er i strid med ligebehandlingsprincippet eller i øvrigt må anses for usagligt. NaturErhvervstyrelsen var således berettiget til at annullere det første udbud.
Det bemærkes, at beskrivelserne af de udbudte kontrakter i de 2 udbudsbekendtgørelsers punkt II.1.5 ikke er sammenfaldende, og de to sæt udbudsbetingelser adskiller sig indholdsmæssigt fra hinanden på væsentlige punkter. Således er bl.a. beskrivelsen i det andet udbud af facilitatorens opgaver og målgruppe ændret. Det er endvidere både i udbudsbekendtgørelsen og i udbudsbetingelserne i det andet udbud fastsat og beskrevet, at der skal være fokus på hele værdikæden, dvs. fra fiskeri og opdræt over forarbejdning og til afsætning af fisken. Ønsket om at inddrage dette element indgik også i begrundelsen for at annullere det første udbud, sådan som det fremgår af meddelelsen og bekendtgørelsen om annullationen.”
Kendelse af 17. december 2014 (udbudsdirektivet), Business Consult International v/ Kurt Krogsgaard mod NaturErhvervstyrelsen, kan læses her.