Delkendelse: Ordregiver antog tilbud, der var ukonditionsmæssigt
Under et udbud med forhandling antog Skive Kommune et tilbud, som var ukonditionsmæssigt under det første, offentlige udbud. Dette var en overtrædelse, da der skulle gives tilbud under udbuddet med forhandling på baggrund af tilbuddene under det offentlige udbud.
Kontrakten vedrørte to delaftaler om levering af henholdsvis legetøj og institutionskøretøjer. Skive Kommune aflyste det offentlige udbud, og overgik til udbud med forhandling efter forudgående udbudsbekendtgørelse, eftersom ingen af de modtagne tilbud, herunder tilbuddet fra Lekolar A/S, overholdt kravene til produkterne på tilbudslisten på samtlige punkter.
Tilbudsgiverne blev inviteret til at deltage i udbuddet med forhandling ved at indsende nyt tilbud på baggrund af det oprindelige udbudsmateriale. De nye tilbud skulle således overholde de samme mindstekrav, som under det offentlige udbud. Vinderen, Lekolar A/S, og klageren, AV Form A/S, indsendte herefter tilbud på ny.
Klagenævnet udtalte, at der var udsigt til, at AV Form A/S ville få medhold i påstanden om annullation, eftersom Lekolar A/S stadig ikke overholdt mindstekravene:
”Under det udbud med forhandling, der herefter fulgte, var tilbudsgiverne alene forpligtede til at indsende vareprøver, såfremt der blev tilbudt andet end det, der var tilbudt under det offentlige udbud.
På den baggrund må kommunen antages at have undersøgt, om de tilbud, der var blevet afgivet under det offentlige udbud – med de præcist angivne undtagelser, som fulgte for hver enkelt tilbudsgivers vedkommende – var konditionsmæssige. Kommunen, der havde krævet, at tilbudsgiverne vedlagde tilbuddet deres offentligt tilgængelige prisliste pr. 1. maj 2014 (varakataloget) og afgav tilbud i overensstemmelse hermed, havde også reel mulighed for at foretage afprøvningen.
Tilbuddet fra Lekolar A/S opfylder ubestridt for så vidt angår 5 varelinjer ikke de fastsatte mindstekrav og er derfor ukonditionsmæssigt.”
Skive Kommune kunne ikke forlade sig på, at Lekolar A/S erklærede, at tilbuddet var konditionsmæssigt.
Herefter udtalte klagenævnet, at AV Form A/S havde udsigt til at få medhold i påstanden om annullation.
Endelig udtalte klagenævnet, at det fulgte af Højesterets dom af 15. juni 2012, Montaneisen GmbH mod Kystdirektoratet, offentliggjort i U 2012.2952H, at Skive Kommune ikke lovligt ville kunne indgå kontrakt med Lekolar A/S.
Kendelse af 18. november 2014 (udbudsdirektivet), AV Form A/S mod Skive Kommune, kan læses her.