Beskatning af indtægter fra boligforenings solcelleanlæg
Ved et bindende svar af den 27. januar 2015 har Skatterådet forholdt sig til reglerne om beskatning af indtægter fra salg af el produceret på solcelleanlæg, der er opsat på en almennyttig boligforenings bygninger.
I anmodningen om bindende svar har boligforeningen oplyst, at to afdelinger i boligforeningen enten har etableret eller påtænker at etablere solcelleanlæg med henblik på elproduktion.
Angående de skattemæssige konsekvenser af solcelleanlæggenes etablering kunne Skatterådet bekræfte, at almennyttige boligboligforeninger som udgangspunkt er fritaget fra selskabsskattepligt efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 6, 1. pkt., men at det følger direkte af bestemmelsens 3. pkt., at skattefritagelsen ikke gælder indtægter fra elproduktion.
Det betyder samtidig, at elproduktionsanlægget skal adskilles regnskabsmæssigt fra boligforeningens øvrige økonomi. Den skattepligtige indkomst udgøres dog kun af den del af elproduktionen, som sælges til nettet, hvorimod el, der sælges til boligforeningens lejerne eller til boligforeningens varmeanlæg eller fællesarealer, ikke skal medregnes i indkomstopgørelsen. I den skattepligtige indkomst kan udgifter, der er medgået til at skabe indkomsten – herunder forholdsmæssige driftsudgifter for så vidt angår den solgte el, fradrages efter statsskattelovens almindelige regler.
Konkret fandt Skatterådet ligeledes, at solcelleanlæggene skulle anses for driftsmidler, der vil kunne foretages afskrivninger på efter afskrivningslovens § 5C, da Skatterådet lagde til grund, at solcelleanlæggene skulle monteres på stativer på de berørte bygninger og ikke ”indarbejdes” som en del af bygningen.
Skatterådet fandt ikke, at de enkelte lejere skulle beskattes af den aftagne el efter ligningslovens § 8P, allerede fordi lejerne ikke var ejere af solcelleanlægget.
Skatterådets bindende svar af den 27. januar 2015 (SKM 2015.104 SR) kan læses her.