Højeste antal point skal ikke nødvendigvis gives til det matematisk set billigste tilbud

Klager påstod, at det var en overtrædelse, at pointgivningen på to delkriterier til underkriteriet ”pris” skete på baggrund af to forskellige beregningsmodeller, og at den ene model medførte, at den angivne vægtning af delkriteriet på 50 % ikke reelt blev respekteret. Klagenævnet accepterede imidlertid evalueringsmodellen.

Klagen udsprang af Syddansk Universitets (gen-)udbud af en rammeaftale opdelt i en række delaftaler, herunder delaftale 8 om ”Kølingsarbejde”.

I udbudsbetingelserne var det angivet, at ”pris” skulle vurderes på baggrund af de to delkriterier: 1) Den samlede beregnede tilbudssum (dog ikke mark-up-pris) og 2) Tilbudte mark-up. Begge delkriterier til underkriteriet ”pris” var vægtet med 50 %.

For så vidt angik delkriterie 2), havde ordregiver dog sat et loft over tilbudsgivernes fortjeneste (mark-up) forstået på den måde, at de materialer som vinderen skulle levere som en del af aftalen, maksimalt kunne tillægges 20 % fortjeneste i forhold til indkøbsprisen, jf. udbudsbetingelsernes pkt. 3.3:

”Materialer afregnes til dokumenteret indkøbspris ved faktura fra underleverandør plus maksimalt 20 % tillæg (mark-up), såfremt der ikke er angivet et andet tillæg i nærværende tilbudsliste. Der skal dermed angives en særskilt mark-up i procent for materialeindkøb i tilbudsskemaet på side 6 og 7. Såfremt dette ikke angives en særskilt mark-up i procent, vil det betragtes som, at Tilbudsgiver tilbyder en mark-up på 20 %.”

Klagenævnet udtalte for det første, at der ikke var anvendt to forskellige beregningsmodeller:

”Universitetet har for begge delkriteriers vedkommende anvendt en lineær model, hvor der på kriteriet ’samlede beregnede tilbudssum’ tages udgangspunkt i den laveste tilbudte pris, mens der på kriteriet ’mark-up’ tages udgangspunkt i laveste tilbudte mark-up dog således, at der tages højde for, at det af udbudsbetingelserne, jf. tilbudslistens punkt 3.3, fremgår, at højest acceptable mark-up procent vil være 20. Der er ikke herved tale om to forskellige modeller.”

Klagenævnet udtalte for det andet, at det ikke nødvendigvis er det tilbud med den laveste pris, der skal tillægges flest point:

”Underkriteriet ’Pris’ til tildelingskriteriet ’det økonomisk mest fordelagtige tilbud’ skal ikke nødvendigvis forstås sådan, at den laveste pris altid skal tildeles flest point, idet en ordregiver også indenfor underkriteriet ’Pris’ kan lægge vægt på eksempelvis prissammensætning o.l.”

Til påstanden om, at delkriterium 2) ikke respekterede vægtningen på 50 %, udtalte Klagenævnet indledningsvist, at når den relative vægtning af delkriterierne alene søges sikret ved at gange pointtallene for hvert delkriterium med den procentuelle vægtning, skal der anvendes samme pointskala for hvert delkriterium, hvilket ordregiver netop havde gjort.

Klagenævnet accepterede endelig, at det var OK, at lægge et loft på fortjenesten i delkriterium 2) i det konkrete udbud:

”Det er i udbudsbetingelserne oplyst, at tilbud på delkriteriet ’mark-up’ ikke kan overstige et tillæg på 20. Syddansk Universitet har herved markeret, at en lille forskel på den tilbudte ’mark-up’, som er det procentvise tillæg, som universitetet skal betale for materialer oveni tilbudsgiverens indkøbs-pris for materialer, vil medføre et relativt større udslag i pointtildelingen end en lille beløbsmæssig forskel på ’samlede beregnede tilbudssum’ 

Spredningen i de modtagne tilbud har konkret ført til, at en væsentlig del af pointskalaen for såvel ’mark-up’ som ’samlede beregnede tilbudssum’ er anvendt.

Henset til de faktisk tilbudte priser og ’mark-up’ procenter, sammenholdt med udbudsbetingelsernes krav om, at ’mark-up’ procenten ikke må overstige 20, finder klagenævnet herefter, at den af Syddansk Universitet anvendte evalueringsmodel i det konkrete tilfælde har været egnet til at identificere det økonomisk mest fordelagtige tilbud.”

Klagenævnet for Udbuds kendelse af 12. marts 2015 (udbudsdirektivet), B & V Køleteknik ApS mod Syddansk Universitet, kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.