Tilbud var afvist med rette, da det ikke overholdt mindstekrav
Nordvand A/S afviste med rette en tilbudsgiver, der ikke opfyldte et mindstekrav. Tvisten blev afgjort på en konkret vurdering af, hvorvidt et krav skulle overholdes eller ej.
Ved udbudsbekendtgørelse af 15. januar 2015 udbød Nordvand A/S som offentligt udbud efter forsyningsvirksomhedsdirektivet en 2-årig rammeaftale om rør og fittings, forbrugsmaterialer og personlige værnemidler i forbindelse med spildevand og vandforsyning med mulighed for forlængelse i 2 x 1 år.
En forbigået klager fik ikke medhold i sin klage med følgende begrundelse, som stammer fra Klagenævnets delkendelse vedrørende opsættende virkning i samme sag:
”Ifølge punkt 8 i udkastet til rammeaftale skal der være mulighed for bestilling pr. e-handel, e-mail, online web-bestilling og ved konsulentbesøg.
Det fremgår af ScanPipe A/S’ besvarelse af tilbudskema 5, at ScanPipe A/S ikke vil opfylde dette krav. ScanPipe A/S har dermed taget forbehold for punkt 8 i rammeaftaleudkastet.
Nordvand A/S var efter klagenævnets foreløbige vurdering på den baggrund forpligtet til at afvise ScanPipe A/S’ tilbud.”
Klagenævnet for Udbuds kendelse af 30. juni 2015 (forsyningsvirksomhedsdirektivet), ScanPipe A/S mod Nordvand A/S, kan læses her.