Bekendtgørelser til implementering af ændringer til anerkendelsesdirektivet sendt i høring
Naturstyrelsen har sendt fire udkast til bekendtgørelser i høring. Ændringsbekendtgørelserne har til formål at implementere EU’s anerkendelsesdirektiv, foreslå modernisering af brøndboreruddannelsen samt justere bekendtgørelsen om kvalitetskrav til miljømålinger vedrørende optaget havbundsmateriale.
Ændringer til anerkendelsesdirektivet vedrører betingelser for, at erhvervsudøvere fra EU- og EØS-lande kan få adgang til at udøve deres erhverv på lige fod med erhvervsuddannede uddannet i Danmark. Således implementeres et krav om anerkendelse af erhvervsudøvere fra andre medlemslande, hvad angår livslang læring som alternativ til egentlig uddannelse, en anerkendelse af erhvervsudøvere, hvad angår 1 års erhvervserfaring imod i dag et krav om 2 års erhvervserfaring samt en henvisning i brøndborerbekendtgørelsen til ansøgningsprocessen.
Moderniseringen af brøndboreruddannelsen omfatter en justering og tilretning, således at den lever op til det aktuelle faglige/teknologiske niveau til udøvelsen af brøndborererhvervet. Dette indeholder en ændring i bilag 1, hvori kravene til de forskellige moduler er udspecificeret.
Som følge af en samlet ansøgningsprocedure for bypass, nyttiggørelse og klapning af optaget havbundsmateriale efter kystbeskyttelsesloven, råstofloven og havmiljøloven foreslås bekendtgørelse om kvalitetskrav til miljømålinger konsekvensændret, således at alle tre håndteringsmåder (bypass, nyttiggørelse og klapning) bliver omfattet, og ikke kun klapning, som er tilfældet i dag.
Høringsfristen er den 24. november 2015
Høringsmaterialet kan læses her.