Ændringsbekendtgørelse om Forsyningssekretariatets virksomhed i høring
Energistyrelsen har sendt udkast til ændring af bekendtgørelsen om Forsyningssekretariatets virksomhed i høring.
Bekendtgørelsen er en del af en række bekendtgørelser om udmøntningen af det politiske forlig om en ny og forbedret regulering af den danske vandsektor.
Vandsektorforliget indeholder bl.a. en ny regulering vedrørende den afgift, som vandselskaberne betaler til dækning af Forsyningssekretariatets drift og opgavevaretagelse. Betaling og opkrævning af afgiften er reguleret i bekendtgørelse om Forsyningssekretariatets virksomhed. Ifølge denne skal afgiften opkræves i 4. kvartal året før. Dermed skal afgiften for 2016 opkræves i 4. kvartal i 2015, hvor lovforslaget endnu ikke er trådt i kraft.
Ændringsbekendtgørelsen indebærer således en udskydelse af opkrævningen af 2016-afgiften fra 4. kvartal 2015 til perioden 1. marts til 1. maj 2016. Yderligere forventes afgiften at variere fra år til år og den vil ikke være ens for alle vandselskaber omfattet af vandsektorloven, men vil variere afhængigt af det enkelte vandselskabs årlige debiterede vandmængde. Udskydelsen vil medføre, at vandselskaber med en stor årlig debiteret vandmængde sandsynligvis vil blive opkrævet et større beløb end hidtil, og vandselskaber med en begrænset årlig debiteret vandmængde sandsynligvis vil blive opkrævet et mindre beløb end hidtil. Afgiften til Forsyningssekretariatet vil fortsat kunne medregnes i vandselskabernes vandtakster.
Yderligere medfører ændringsbekendtgørelsen, at udskydelsen af opkrævningstidspunktet kan påvirke takstgodkendelsen. Takster, der godkendes i december, vil muligvis skulle ændres efter opkrævningen, som følge af forhøjet eller formindsket afgift. I så fald skal taksterne ændres på ny.
Høringsfristen er den 27. november 2015.
Høringsmaterialet kan læses her.