Nu gennemføres støtteordningerne til biogas til transport, procesformål og varmeproduktion
Energistyrelsen har sendt et udkast til ny bekendtgørelse i høring om tilskud til biogas til transport, procesformål i virksomheder og varmeproduktion.
Samtidig har energi-, og forsynings- og klimaministeren fremsat lovforslag om ændring af støtteordninger til biogas. Hermed gennemføres endelig de støtteordninger til biogas, der siden 2012 har afventet Europa-Kommissionens godkendelse.
De oprindeligt vedtagne støtteordninger blev indsat i VE-loven ved en lovændring i 2010. I forhold til disse indeholder de nu gennemførte ordninger nogle ændringer, der har været nødvendige for at opfylde Europa-Kommissionens vilkår for, at ordningerne kunne godkendes.
Det betyder bl.a., at der ikke gives støtte til den anvendelse af biogas, som under alle omstændigheder ville være nødvendig for at opfylde de iblandingskrav for biobrændstoffer, der følger af biobrændstofloven.
Endvidere er det i lovforslaget nu præciseret, at der med støtte til anden anvendelse af biogas end til transport- og procesformål alene sigtes til varmeproduktion.
De væsentligste ændringer i forhold til de vedtagne støtteordninger vedrører dog måske Energinet.dk’s administration af ordningerne. Energinet.dk skal i forbindelse med ansøgningsprocessen således nu påse, at støtten i det konkrete tilfælde vil have den fornødne tilskyndelsesvirkning i forhold til de EU-retlige statsstøtteregler, dvs. om ansøgerens samlede omkostninger ved brug af biogas (uden støtte) er større end de omkostninger, der ville være uden brug af biogas.
Tilskyndelsesvirkningen skal konkret dokumenteres ved, at ansøgeren samtidig opgør de forventede årlige udgifter og indtægter, hvis der bruges en anden energiform end biogas.
Endvidere gøres støtten med de nye administrationsregler nu udtrykkeligt betinget af, at ansøgeren først indgår bindende aftaler om køb af biogas mv. efter opnåelse af støttetilsagnet.
Høringsfristen er den 11. maj 2016.
Lovforslag nr. L 172 kan læses her og Energistyrelsens høringsudkast til bekendtgørelse kan læses her.