Kommunes evalueringsskøn ikke overskredet

Evalueringen ansås ikke for at inddrage forhold, der lå uden for beskrivelsen i udbudsbetingelserne.

Sagen drejede sig om et offentlig udbud, der vedrørte en kontrakt om køb og installering af sorteringsanlæg til Stadsbiblioteket i Lyngby. Ordregiver var Lyngby-Taarbæk Kommune. Tildelingskriteriet var angivet som det økonomiske mest fordelagtige tilbud på grundlag af bedste forhold mellem pris og kvalitet.

Axiell Danmark A/S (herefter Axiell) bød herpå, men ordren blev tildelt Lyngsoe System A/S. Lyngsoe System A/S havde efter kommunens opfattelse afgivet det økonomiske mest fordelagtige tilbud. Axiell klagede herefter.

Axiell gjorde i den forbindelse gældende, at Lyngby-Taarbæk Kommune havde handlet i strid med det udbudsretlige ligebehandlings- og gennemsigtighedsprincip ved at evaluere tilbuddet i strid med udbudsmaterialet.

Kommunen havde ved tilbudsevalueringen bl.a. lagt vægt på, at Axiells placering af afleveringsautomaterne gav mindre plads til at opleve anlægget fra endevæggen. Axiell mente ikke, at den plads, som afleveringsautomaterne optog, var beskrevet som parameter i udbudsmaterialet.

Af udbudsbetingelserne fremgik bl.a., at det ville vægte særligt positivt, hvis der blev tilbudt en løsning, som efterlader god plads i rummet samt en løsning, der skaber en spændende og dynamisk oplevelse for Stadsbibliotekets besøgende.

Klagenævnet for Udbud fandt, at Lyngby-Taarbæk Kommunes evaluering af tilbuddene fra Axiell ikke kunne anses for at inddrage forhold, som lå uden for beskrivelserne i udbudsbetingelserne.

Herudover tilkendegav Klagenævnet for Udbud, at tilsidesættelse kun kan foretages, hvis ordregiveren åbenbart har overskredet den vide grænse, der gælder for ordregiverens evalueringsskøn eller har handlet usagligt, hvilket ikke var tilfældet i nærværende sag.

Klagenævnet for Udbuds kendelse af 14. oktober 2016, Axiell Danmark A/S mod Lyngby-Taarbæk Kommune, kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.