Vedligeholdelsespligt til fællesarealer kan også pålægges eksisterende grundejerforeninger

Kommunen kan i lokalplanen for et nyt område stille krav om, at der oprettes en ny grundejerforening, som har vedligeholdelsespligten for områdets fællesarealer. Planklagenævnet har nu fastslået, at vedligeholdelsespligten under visse betingelser også vil kunne pålægges en eksisterende grundejerforening. Betingelserne var dog ikke opfyldt i den konkrete sag, hvorfor lokalplanbestemmelserne blev ophævet.

Efter planlovens § 15, stk. 2, nr. 17, kan der i en lokalplan bl.a. optages bestemmelser om oprettelse af grundejerforeninger for nye haveboligområder, erhvervsområder, områder for fritidsbebyggelse eller byomdannelsesområder, herunder om medlemspligt og om foreningens ret og pligt til at forestå etablering, drift og vedligeholdelse af fællesarealer og fællesanlæg.

Stevns Kommune vedtog en lokalplan om overførsel af et sommerhusområde til byzone. Lokalplanen indeholdt også nogle bestemmelser om grundejerforeninger, der ifølge lokalplanen bl.a. skulle varetage etablering, drift og vedligeholdelse af fællesarealer og fællesanlæg.

Kommunen undlod at stille krav om oprettelse af en ny grundejerforening, da der i lokalplanområdet allerede var etableret tre grundejerforeninger. Til gengæld indeholdt lokalplanen en bestemmelse om, at de eksisterende grundejerforeninger enten skulle opretholdes som selvstændige foreninger eller sammenlægges til én forening.

Spørgsmålet for Planklagenævnet var, om hjemmelen til at fastsætte lokalbestemmelser om grundejerforeninger i planlovens § 15, stk. 2, nr. 17, forudsætter, at der oprettes en ny forening, eller om forpligtelserne i medfør af bestemmelsen også vil kunne pålægges eksisterende grundejerforeninger.

Planklagenævnet nåede frem til, at også eksisterende grundejerforeninger kan pålægges vedligeholdelsespligt. Som begrundelse henviste nævnet til Planstyrelsens grundejerforeningsvejledning fra 1983, hvor det allerede fremgår, at kommunen kan stille krav om, at en grundejerforening skal sammenslutte sig med én eller flere bestående grundejerforeninger.

Der er dog også nogle betingelser, der skal være opfyldt, idet den eksisterende grunderejeforening i det hele skal være oprettet i overensstemmelse med de betingelser, der følger af planlovens § 15, stk. 2, nr. 17.

Problemet med de tre eksisterende grundejerforeninger i Stevns Kommune var i den forbindelse, at den første grundejerforening ikke havde medlemspligt, mens den anden forening var oprettet med et helt andet formål end at sikre vedligeholdelsen af fællesarealerne. Heller ikke den tredje forening opfyldte betingelserne i planlovens § 15, stk. 2, nr. 17, da det ikke af den oprindelige servitut nærmere fremgik, hvilke opgaver foreningen skulle varetage.

Planklagenævnet ophævede derfor lokalplanens bestemmelser vedrørende grundejerforeningerne, mens lokalplanen i øvrigt blev stadfæstet. Det fremgår ikke af nævnets afgørelse, hvem der skal vedligeholde fællesarealerne i stedet for grundejerforeningerne, nu hvor resten af lokalplanen stadig gælder.

Planklagenævnets afgørelse af 16. juli 2020 kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.