En grundejer, der i god tro havde tilbageført en ulovlig terrænregulering delvist, kunne ikke pålægges at lovliggøre den resterende del 2 ½ år efter. Det fastslår Planklagenævnet i en ny afgørelse.

Klageren i sagen var med henvisning til en lokaldispensation fra 2005 gået i gang med at etablere en carport, selvom kommunen havde givet afslag på byggetilladelse i 2008 og 2009. I forbindelse med etableringen af fundamentet hævede klageren terrænet mod naboen. Det var i strid med en lokalplanbestemmelse, som forbød terrænændringer over 50 cm eller under 1 m fra naboskel. Efter henvendelse fra naboen blev byggeriet stoppet, men fundamentet henlå fortsat.

Kommunen foretog i februar 2015 et syn på ejendommen, og det blev aftalt, at klagerens arkitekt skulle fremsende en plan til efterregulering, hvor fundament skulle fjernes helt eller delvist, så regulering nærmere skel end 1 m blev tilbagereguleret til oprindeligt niveau.

Klageren sendte december 2015 en mail til kommunen vedhæftet nogle fotos, som ifølge mailen skulle dokumentere, at det originale terræn nu var retableret mod begge naboer, og at fundamentet var fjernet.

Kommunen foretog sig ikke mere og vendte først tilbage til sagen i forbindelse med en oprydning af nogle uafsluttede klagesager. Kommunen konstaterede, at der fortsat var en terrænregulering af arealet på i alt 84 cm i højden mod syd, ligesom der fortsat var terrænreguleret 70 cm fra naboskel. På den baggrund meddelte kommunen i oktober 2018 påbud til klageren om at få terrænreguleringen lovliggjort.

Planklagenævnet bemærkede generelt, at kommunen kan fortabe retten til at kræve lovliggørelse efter en vis tid, hvis ejeren har berettigede forventninger om, at forholdet ikke vil blive krævet lovliggjort.

Konkret fandt nævnet, at klageren utvivlsomt var bekendt med, at forholdene før februar 2015 efter kommunens opfattelse var i strid med lokalplanens bestemmelse om terrænforhold, og at kommunen ønskede en fysisk lovliggørelse af disse forhold.

Planklagenævnet fandt imidlertid ikke, at klageren også var i ond tro med hensyn til, om forholdet måtte anses for lovliggjort efter de tilbagereguleringer, som klageren dokumenterede over for kommunen i december 2015.

Med henvisning til at kommunen først reagerede over for klageren godt 2 ½ år senere, fandt nævnet at en så lang periode uden opfølgning var egnet til at give klageren det indtryk, at kommunen ikke ville stille krav om (yderligere) fysisk lovliggørelse af forholdene. Det ændrede ikke herpå, at klageren oprindeligt skulle have sendt en plan for lovliggørelsen til kommunen, da klageren havde været berettiget til på egen risiko at fremme processen ved at retablere forholdene straks.

Da kommunen derfor havde fortabt retten til at kræve forholdet lovliggjort på grund af passivitet, blev lovliggørelsespåbuddet ophævet af Planklagenævnet.

Planklagenævnets afgørelse af 10. februar 2020 kan læses her.