Miljøvurderingslovens regler om VVM-screening gælder også ved ændringer i eksisterende anlæg. En ny afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet er et godt eksempel på, hvordan reglerne korrekt har været anvendt i en situation, hvor et eksisterende varmeværk blev udvidet med en ny varmepumpe.

Det følger af miljøvurderingslovens § 15, stk. 1, at projekter, der kan forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet, ikke må påbegyndes, før myndigheden skriftligt har meddelt tilladelse til at påbegynde projektet efter en miljøvurdering af projektets indvirkning på miljøet.

Projekter omfattet af lovens bilag 1 er altid omfattet af kravet om tilladelse med tilhørende miljøvurdering, forinden de kan påbegyndes. Projekter omfattet af bilag 2, er omfattet af kravet om miljøvurdering og tilladelse, når der er truffet afgørelse (screeningsafgørelse) om, at det konkrete projektet må antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet.

Jammerbugt Kommune havde som VVM-myndighed modtaget en ansøgning om udvidelse af et eksisterende varmeværk med en ny varmepumpe. Udvidelsen omfattede en tilbygning på 57 m² til selve varmepumpen. Uden for tilbygningen skulle der på et andet areal – en tidligere boliggrund – etableres tre udeluftoptagere i dimensionerne 11,729 m x 2,4 m x 3,07 m.

Kommunen vurderede, at Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser kunne overholdes, blandet andet fordi udeluftoptagerne blev indrettet med frekvensomformere, så de kunne justeres i ydelse. Kommunen vurderede også, at anlægget ikke ville give anledning til vibrations-, eller støvgener, og at udvidelsen ikke ville påvirke anvendelsen af naboarealer.

Samlet set vurderede kommunen derfor, at projektet hverken på baggrund af dets art, dimensioner eller placering antagedes at kunne påvirke miljøet væsentligt, og derfor ikke skulle VVM-vurderes.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede kommunens afgørelse. Nævnet bemærkede generelt, at en screening er en foreløbig vurdering af, hvorvidt en væsentlig  påvirkning af miljøet er påregnelig. Nævnet lagde således vægt på, at Jammerbugt Kommune havde inddraget de relevante kriterier for støj, som fremgår af Miljøstyrelsens grænseværdier for blandet bolig- og erhvervsområde, og vurderet, at anlægget kunne overholde de vejledende støjgrænser, og at anlægget ikke ville medføre støv- eller vibrationsgener.

Derimod tillagde Nævnet det ikke nogen betydning, at de tre udeluftoptagere skulle etableres på en anden grund end det oprindelige varmeværk, selvom klageren udtrykkeligt havde gjort indsigelse herom. Nævnet fandt således heller ikke, at der skulle anvendes særlige kriterier ved vurderingen af lavfrekvent støj fra varmepumpen. Klageren havde i den forbindelse henvist til, at det ifølge Energistyrelsens inspirationskatalog for store varmepumper er væsentligt, at disse ikke etableres i nærheden af boligbebyggelse på grund af støjgener. Endelig slog Nævnet også fast, at kommunen ikke behøvede at indhente andre oplysninger til brug for sagen, da screeningsafgørelse efter miljøbeskyttelseslovens § 21 skal træffes på baggrund af ansøgers oplysninger og myndighedens viden og erfaringer.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 13. marts 2020 kan læses her.