Udkast til vejledende grænseværdier for støj i forhold til boliger i transformationsområder har været i offentlig høring

I 2017 blev der i planloven indført en ny bestemmelse vedrørende planlægning af ”transformationsområder”.

Transformationsområder er arealer, der er belastet af støj fra eksisterende produktionsvirksomheder og er centralt beliggende i byen, og hvor der er særlige byudviklingsinteresser, jf. planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 27. Det tillades, jf. planloven, at planmyndigheden kan planlægge for boliger, hvor Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj fra virksomheder kan overskrides med 5 dB på facaden og udendørs opholdsarealer, der vender ud mod produktionsvirksomheden.

Ændringen i planloven i 2017 har umiddelbart konsekvenser for den efterfølgende regulering af produktionsvirksomheder, da der efter bestemmelsen i planloven kan etableres boliger, hvor støjen fra produktionsvirksomheder overskrider Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj. Med vedtagelse af planlovsændringen i 2017 blev det af Folketinget også anført, at planlægningen ikke må give skærpede vilkår, jf. miljøbeskyttelsesloven og Miljøstyrelsens støjvejledninger.

Udkastet til vejledning angiver derfor – i forlængelse af planloven – et tillæg på op til 5 dB i forhold til de vejledende støjgrænser i vejledning 5/1984 (ekstern støj fra virksomheder) til brug for regulering af produktionsvirksomheder i områder udlagt til transformationsområder.

Herudover skal Miljøstyrelsen, jf. planloven, fastsætte indendørs grænseværdier for støj til brug for planlægning i transformationsområder. Her fastsættes grænseværdier på samme beskyttelsesniveau, som der blev indført indendørs i Miljøstyrelsens tillæg til virksomhedsvejledningen fra 2007. Denne vejledning fra 2007 blev lavet tilsvarende på baggrund af en planlovsændring.

De indendørs grænseværdier benyttes ikke til regulering, jf. miljøbeskyttelsesloven.

Høringsudkast af 20. januar 2021 kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.