Energiklagenævnet har den 11. november 2019 stadfæstet Energitilsynet afgørelse.

Sagen drejer sig om, hvorvidt omkostninger i henhold til varmeforsyningslovens § 20, stk. 1, der overstiger affaldsvarmeprisloftet, kan fremføres som en underdækning til senere indregning i varmeprisen.

Klager var af den opfattelse, at der med reglen i varmeforsyningslovens § 20, stk. 4, om prisloft, samt prisloftbekendtgørelsen, ikke er hjemmel til at gøre indgreb i den overordnede regel om, at prisen skal være omkostningsbestemt, herunder at under-/overdækning kan fremføres til følgende år.

Energiklagenævnet baserer fortrinsvis sin afgørelse på, at:

”Det fremgår af Energistyrelsens vejledende udtalelse om prisloftets betydning ved affaldsforbrændingsanlægsansøgninger om forrentning af indskudskapital af 24. maj 2018, at ”Energistyrelsen vurderer, at prisloftreguleringen indebærer, at et affaldsforbrændingsanlæg højst må opkræve den laveste af enten den omkostningsbestemte pris, substitutionsprisen eller prisloftet. Energistyrelsen vurderer yderligere på baggrund af forarbejderne til reguleringen, at eventuelle omkostninger, der overstiger prisloftet, ikke kan opkræves igen i et senere år.”

Energiklagenævnet lægger vægt på, at det fremgår af den nugældende vejledning nr. 9083 af 26. februar 2013 om bekendtgørelse om fastsættelse af prislofter og maksimalpriser for fjernvarme fra affaldsforbrændingsanlæg, at affaldsforbrændingsanlæg kan afsætte varme til den laveste af enten den omkostningsbestemte pris, substitutionsprisen eller prisloftet.

Energiklagenævnet finder, at en regeludstedende myndigheds fortolkning af reglerne udgør et relevant bidrag i fortolkningen af den pågældende regel.

Energiklagenævnet lægger endvidere vægt på, at hverken lovgiver eller ressortminister har besluttet at præcisere indholdet af prisloftbestemmelserne i varmeforsyningsloven, selvom loven er ændret efter vejledningens udstedelse, og selvom der er udviklet en fast praksis over en længere årrække.

Energiklagenævnet finder endvidere, at det fremgår af ordlyden af bestemmelsen i prisloftbekendtgørelsens § 3, at affaldsforbrændingsanlæg, i prisen for afregning af varme, maksimalt kan opkræve prisen fastsat i medfør af varmeforsyningslovens § 20, stk. 1, eller prisloftet efter prisloftbekendtgørelsens § 4.

Energiklagenævnet finder, at såfremt et underskud, der udgøres af differencen mellem prisloftet og den omkostningsbestemte pris i medfør af varmeforsyningslovens § 20, stk. 1, opkræves i et følgende års varmepriser, så vil der de facto blive opkrævet en pris for varmen, som ikke udgør den laveste pris af den omkostningsbestemte pris og prisloftet, da afregningsprisen for varmen i dette tilfælde i så fald ville være mere, end den maksimale pris, der fremgår af prisloftbekendtgørelsens § 3.

Energiklagenævnet finder således, at et affaldsforbrændingsanlæg maksimalt kan afsætte varme til den laveste af enten den omkostningsbestemte pris, substitutionsprisen eller prisloftet. Nævnet finder således, at et affaldsforbrændingsanlæg i varmeprisen maksimalt kan opkræve prisloftet, når denne pris er lavest.

Nævnet finder, at dette skal forstås i den betydning, at den difference, der måtte være mellem prisloftet og den omkostningsbestemte pris, ikke kan fremføres som underdækning til opkrævning i et efterfølgende år, hvor der måtte være plads til indregning under prisloftet.”

Energiklagenævnets afgørelse af 11. november 2019 kan læses her.