Energiklagenævnet har den 31. oktober 2019 stadfæstet en afgørelse om indregning af udgifter i varmeprisen.

Sagen vedrørte Rønne Vand og Varmes (RVV) klage over Bornholms Elproduktions (BEP) indregning af udgifter i varmeprisen samt manglende anmeldelse heraf.

RVV aftog varme fra BEP’s centrale kraftvarmeanlæg. En blok af kraftvarmeanlægget blev i 2016/2017 ombygget, således, at der kunne ske afbrænding af biomasse, såvel som kul og olie. Afbrænding af biomasse er overordnet i varmeforsyningens interesse, hvorimod afbrænding af kul og olie overordnet er i elforsyningens interesse bl.a. af hensyn til brændselsværdi samt at kul og olie er afgiftsbelagt og denne afgift alene påhviler varmesiden.

BEP benyttede fortsat den ombyggede blok til at afbrænde kul og olie bl.a. på baggrund af krav fra Energinet om såkaldt ø-drift.

Spørgsmålet var først og fremmest om brændselsafgiften kunne indregnes som en nødvendig omkostning efter varmeforsyningslovens § 20, stk. 1, idet dennes opståen reelt ikke var i varmeforsyningens interesse eller om afgiften burde påhvile elsiden. Dernæst var spørgsmålet om efteropkrævningen på brændselsafgiften – som skete efter et krav fra SKAT – var behørigt anmeldt.

Nævnet fandt først og fremmest – i overensstemmelse med Energitilsynet – at spørgsmålet om indregning af udgifter ved prioritering af hhv. el eller varmesiden fortrinsvist burde være reguleret i aftalen mellem RVV og BEP og genstand for evt. rets- eller voldgiftsbehandling.

Da spørgsmålet ikke var reguleret af aftalen måtte nævnet falde tilbage på varmeforsyningslovens bestemmelser. Nævnet fandt, at nødvendige udgifter omfatter de afgifter som en energiydelse er belagt med og dette som en særomkostning for varmesiden, da brændsel til elproduktion ikke er afgiftsbelagt. Nævnet fandt derfor – i lighed med Energitilsynet – tilsyneladende ikke anledning til at foretage en nærmere prøvelse af nødvendighedskriteriet i den konkrete sag.

Det spiller givetvis en ikke ubetydelig rolle, at der i sagen er tale om to professionelle energiselskaber som havde haft mulighed for at regulere spørgsmålet i leveringsaftalen, ligesom afgiften efter sin art utvivlsomt er indregningsberettiget.

Nævnet fandt tillige, at kravet ikke selvstændigt skulle anmeldes, idet der ikke er sket en egentlig varmeprisændring, men blot en ændring i tidligere opgørelse af afgifter. BEP kunne derfor indregne kravet fremadrettet i pris for varme.

Nævnet stadfæstede derfor Energitilsynet afgørelse.

Energiklagenævnets afgørelse af 31. oktober 2019 kan læses her.