Sag mellem Brdr. Hartmann A/S og Tønder Fjernvarmeselskab A.m.b.a. er afsluttet

Forsyningstilsynet har den 7. maj 2020 truffet afgørelse om af henlægge sagen mellem Brdr. Hartmann A/S og Tønder Fjernvarmeselskab A.m.b.a., fordi der er indgået et forlig i sagen.

Energiklagenævnet har tidligere behandlet sagen. Energiklagenævnet hjemviste den 28. november 2017 sagen til Forsyningstilsynet, med henblik på at tilsynet foretog en opgørelse af det økonomiske mellemværende mellem Brdr. Hartmann A/S og Tønder Fjernvarmeselskab A.m.b.a.

Forsyningstilsynet har nu henlagt sagen, efter at der er indgået forlig mellem parterne. Der er med forliget blevet sat punktum i en langvarig tvist, der handler om prisen for overskudsvarme leveret fra Bdrd. Hartmann A/S til Tønder Fjernvarmeselskab A.m.b.a. Leveringen af overskudsvarmen begyndte i 2003. Leveringsforholdet ophørte i 2015.

Forsyningstilsynet har ved afgørelsen lagt vægt på, at der mellem parterne var enighed om forligsaftalen.

Tilsynet har også lagt vægt på, at parternes forlig, jf. forligsaftalens pkt. 7.1., er betinget af, at Forsyningstilsynet henlægger sagen og ikke træffer afgørelse i sagen. Partenes forlig medfører, jf. pkt. 1.5, at der ophæves to verserende sager ved domstolene.

Forsyningstilsynet bemærkede i afgørelsen, at det følger af Forsyningstilsynets generelle indgrebsbeføjelse i varmeforsyningslovens § 21, stk. 4, at såfremt Forsyningstilsynet finder, at visse forhold er urimelige eller i strid med §§ 20, 20 b eller 20 c, § 28 b, stk. 4, eller regler udstedt i henhold til loven, og forholdet ikke kan bringes ved forhandling, så udsteder Forsyningstilsynets et pålæg. Forsyningstilsynets finder, at forligsaftalen, for så vidt angår parternes økonomiske mellemværende, ikke er i strid med eller urimelig efter varmeforsyningsloven. Forligsaftalen ses således at holde sig inden for rammerne af Forsyningstilsynets udkast til afgørelse og dermed inden for anvisningerne i Energiklagenævnets hjemvisning, som udkastet bygger på. Forligsaftalen giver således ikke en begrundet mistanke om, at varmeforsyningsloven er overtrådt ved forliget. Forsyningstilsynet vurderer, at forholdet således er bragt til ophør ved partenes forhandling i form af forligsaftalen. Det har endvidere indgået som en del af forliget, at Forsyningstilsynet ikke kan udstede pålæg i sagen.

Forsyningstilsynet fandt endvidere, at Tønder Fjernvarme ved forliget har fået en afslutning på mellemværendet med Brdr. Hartmann. Den retlige interesse i at få afgjort sagen i Forsyningstilsynet, som vurderes væsentlig for hjemvisningen fra Energiklagenævnet, er således ikke længere tilstede.

Med denne begrundelse afsluttede tilsynet sagen.

Forsyningstilsynets afgørelse af 7. maj 2020 kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.