Ny landsretsdom om gæsteprincippet

Vestre Landsret har den 4. juni 2020 truffet afgørelse i en sag vedrørende udgifterne til omlægningen af en regnvandsledning i forbindelse med et byggeprojekt.

Under sagen var det spørgsmålet, om ledningsejeren (et spildevandsselskab) eller grundejeren skulle betale udgifterne til omlægningen, der var nødvendiggjort for at kunne indrette 39 boliger på grunden. Med andre ord var det spørgsmålet, om regnvandsledningen var placeret på grunden efter gæsteprincippet.

Regnvandsledningen var placeret i henhold til en landvæsenskommissionskendelse fra 1975. I forbindelse med kendelsen blev der på ejendommen tinglyst en deklaration om bl.a. ledningsejerens adgang til ledningen. På tidspunktet for ledningens etablering var grunden ejet af kommunen og blev dengang anvendt til bibliotek. Grunden blev solgt til den private grundejer i 2015.

Omlægningen af ledningen blev anslået til ca. 537.000 kr. Grundejeren betalte beløbet med forbehold om tilbagesøgning og anlagde efterfølgende en retssag mod ledningsejeren med påstand om, at regnvandsledningen lå på gæstevilkår.

Under sagen gjorde ledningsejeren gældende, at grundejeren skulle betale udgifterne til omlægningen, da der i sin tid ved landvæsenskommissionens kendelse var sket ekspropriation af areal til hele området kloaknet, og at den daværende ejer, kommunen, havde fået erstatning for generne m.v. – og derfor gjaldt gæsteprincippet ikke.

Byretten frifandt ledningsejeren, da grundejeren ikke bestred, at der oprindeligt var betalt erstatning for ledningens placering. Da landsretten skulle behandle sagen, havde grundejeren dog fremskaffet kendelsen fra 1975. Grundejeren bestred under landsrettens behandling, at grundejeren i 1975 havde fået erstatning, da det ikke fremgik af kendelsen – ligesom det ikke fremgik, om arealet på denne ejendom var eksproprieret. Landsretten gav grundejeren medhold i, at det var ledningsejeren, der skulle betale for omlægningen, da der ikke ved kloakeringen var sket ekspropriation, og ledningsejeren havde ikke godtgjort, at der var betalt erstatning. Landsretten bemærkede i den forbindelse, at der også i 1975 havde været vandtætte skotter mellem kommunen og kommunens kloakselskab.

Vestre Landsret dom af 4. juni 2020 er optrykt i U.2020.2614 og MAD2020.133.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.