Selvom naboen til et lokalplanområde har en tilstrækkelig retlig interesse i sagen til at kunne anses for klageberettiget, er det ikke ensbetydende med, at vedkommende også har krav på forudgående underretning om lokalplanforslagets offentliggørelse. Det fremgår af en afgørelse fra Planklagenævnet.

Slagelse Kommune vedtog i september 2019 en lokalplan for boliger og kontorer ved to veje i Slagelse by.

To naboer indbragte lokalplanvedtagelsen for Planklagenævnet. Den ene nabo boede ca. 215 m fra lokalplanområdet, idet hans ejendom var adskilt fra området af et jernbaneterræn. Den anden nabo boede ca. 75 m fra lokalplanområdet. Mellem hans ejendom og lokalplanområdet var et jernbaneterræn og en bygning i 2-3 etager.

Efter planlovens § 26, stk. 1, nr. 1, skal ejerne af de ejendomme, der er omfattet af lokalplanforslaget, altid underrettes om lokalplanforslaget skriftligt. Ejerne, lejerne og brugerne af ejendomme uden for lokalplanområdet skal efter bestemmelsens nr. 2 derimod alene underrettes om lokalplanforslaget i det omfang, kommunen skønner, at lokalplanforslaget har væsentlig betydning for dem.

Den anden nabo gjorde gældende, at Slagelse Kommune efter planlovens § 26, stk. 1, nr. 2, også burde have underrettet ham. Det var imidlertid ikke sket, idet kommunen havde vurderet, at den oplevede ændring ved lokalplanen ikke ville være væsentlig for ejerne af de ejendomme, der – ligesom naboens – var beliggende på nordsiden af den pågældende vej.

Ligeledes gjorde kommunen gældende, at hverken den ene eller den anden nabo måtte anses for klageberettiget, da lokalplanen i forhold til dem ikke indebar nogen gener, som adskilte sig fra projektets øvrige påvirkning for et stort antal indbyggere i byen.

Vedrørende klageberettigelsen anførte Planklagenævnet imidlertid generelt, at der i sager om vedtagelse af lokalplaner ifølge praksis er en ganske vid personkreds for klageberettigede. Nævnet anså derfor også begge naboer fra klageberettiget med henvisning til deres respektive ejendommes placering i forhold til lokalplanområdet, som ejendommene kun var adskilt fra ved jernbaneterrænnet, og at begge klagerne således ville få udsyn til den bygning i 8 etager, som lokalplanen muliggjorde.

Til gengæld fandt Planklagenævnet ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn med hensyn til, at de to naboer ikke havde krav om individuel underretning om lokalplanforslaget efter § 26, stk. 1, nr. 2. Kommunens skøn herom kunne efter nævnets opfattelse således ikke anses for åbenbart urimeligt.

Nævnet foretog derpå en realitetsprøvelse af selve lokalplanvedtagelsen, som i øvrigt blev stadfæstet.

Afgørelsen viser, at afgrænsningen af den kreds, der har krav på forudgående underretning om lokalplanforslaget ikke nødvendigvis er den samme kreds, der må anses for klageberettiget. Det skyldes i den konkrete sag dog formentlig navnlig det forhold, at nævnet i forholdt til den førstnævnte afgrænsning overlod kommunen et betydeligt skøn, hvorimod nævnet selv afgør om spørgsmålet om klageberettigelse.

Planklagenævnets afgørelse af 27. maj 2020 kan læses her.