Planklagenævnet har i en nylig afgørelse fastslået, at en kommune kan begrænse sin dispensationskompetence efter planlovens § 19 i en såkaldt kompetencenorm. Nævnet har på den baggrund offentliggjort en ”Planklagenævnet orienterer” om nævnets praksis på området.

I den konkrete sag indeholdt lokalplanens § 5, stk. 3, en kompetencenorm, som gik ud på, at en bevaringsværdig bygning ikke måtte nedrives uden forudgående tilladelse fra kommunen. Bestemmelsen henviste til en anden bestemmelse i § 6, stk. 15, hvoraf det fremgik, at ombygninger og ændringer skulle ske efter nogle nærmere angivne retningslinjer. En af retningslinjerne gik f.eks. ud på, at facader i blank mur ikke måtte overfladebehandles.

Planklagenævnet fandt, at kommunen herved havde begrænset sin dispensationskompetence efter planlovens § 19 således, at der kun kunne dispenseres i det omfang, retningslinjerne i lokalplanens § 6, stk. 15, gav mulighed herfor. Planklagenævnet opfattede dette således, at kommunen ved udarbejdelsen af lokalplanen havde ønsket at skærpe kravene i forhold til ændring af bevaringsværdig bebyggelse, set i forhold til (anden) eksisterende bebyggelse.

Nævnet lagde også vægt på, at der ellers ikke ville være et formål med begrænsningen, og at borgere under inddragelsen af offentligheden under vedtagelsen af planen muligvis ville undlade at komme med indsigelser i forventning om, at begrænsningen gjaldt. Desuden anførte nævnet, at der med formuleringen kunne være tale om et politisk kompromis. Endelig henviste nævnet til borgernes forventninger til, at begrænsningen indskrænkede kommunens dispensationskompetence efter vedtagelsen af planen.

Planklagenævnet orienterer, nr. 9, hvor afgørelsen er gengivet sammen med en række andre afgørelse vedrørende samme problemstilling, kan læses her .