Miljø- og Fødevareklagenævnet har i en afgørelse af 13. september 2019 afvist at behandle en sommerhusejers klage over Struer Kommunes afgørelse om ikke at fastsætte vilkår vedrørende støj fra en campingplads. Afgørelsen er truffet efter miljøbeskyttelseslovens § 42.

Under sagen gjorde sommerhusejeren blandt andet gældende, at støjen fra livemusik til campingpladsens arrangementer forhindrede ejeren i at bruge sit sommerhus, og at der ikke var grundlag for at tillade arrangementer med et støjniveau, der oversteg Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj. Endvidere angav sommerhusejeren, at musikarrangementerne var i strid med kommuneplanen, lokalplanen, sommerhusloven og bekendtgørelse om campingpladser.

Ved en afgørelse af den 7. januar 2019 traf Struer Kommune alligevel afgørelse om, ikke at meddele påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 42 om forebyggelse og afhjælpning af støj fra campingpladsens arrangementer med livemusik.

Forud for afgørelsen havde kommunen gennemført to orienterende støjmålinger, som viste, at støjniveaet var på 42-45 dB. Kommunen vurderede, at dette udgjorde en overskridelse af den vejledende støjgrænse på 35 dB. Dog fandt kommunen, at hvis der kun skulle afholdes fire årlige arrangementer med maksimalt 4 timers livemusik pr. gang, kunne kommunen acceptere, at Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier i støjvejledningen ikke blev overholdt under arrangementerne.

Miljø- og Fødevareklagenævnet konstaterede ud fra § 22 i miljøaktivitetsbekendtgørelsen, at kommuners afgørelser efter miljøbeskyttelseslovens § 42 vedrørende forebyggelse og afhjælpning af støj, ikke kan påklages til anden administrativ myndighed, når afgørelsen vedrører aktiviteter omfattende ”restauranter, diskoteker, grillbarer eller lignende erhvervsmæssigt drevne virksomheder”.

Efter den konkrete vurdering fandt nævnet, at campingpladsens arrangementer med livemusik måtte anses for omfattet af denne type aktiviteter. Ved denne vurdering lagde nævnet vægt på, at der var tale om musikarrangementer med betalende gæster, og at der blev serveret mad til nogle af arrangementerne.

Nævnet afviste dermed klagen, idet nævnet henviste til Planklagenævnet i forhold til sommerhusejerens klage over manglende overholdelse af kommune- og lokalplan samt sommerhusloven, og til kommunens tilsynsforpligtelse efter miljøbeskyttelsesloven, hvis antallet af musikarrangementer måtte overstige fire pr. år.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelsen kan læses her.