Dispensation til opførelse af vindmølle inden for fortidsmindebeskyttelseslinjen

Miljø- og Fødevareklagenævnet har ved afgørelse af 1. februar 2021 stadfæstet en kommunes dispensation til opførelse af en vindmølle inden for fortidsmindebeskyttelseslinjen.

Efter naturbeskyttelseslovens § 18, stk. 1, må der ikke foretages ændring i tilstanden af arealet inden for 100 m fra fortidsminder (fortidsmindebeskyttelseslinjen), der er beskyttet efter bestemmelserne i museumsloven. Kommunen kan i særlige tilfælde meddele dispensation fra forbuddet mod tilstandsændringer.

En ansøgning om etablering af alternative energiforsyningsanlæg kan dog i visse tilfælde behandles lempeligere end andre typer af anlæg inden for fortidsmindebeskyttelseslinjen. Det anerkendelsesværdige formål kan dog ikke i alle tilfælde tilsidesætte de hensyn, der skal indgå i en konkret bedømmelse af det ansøgtes påvirkning af det beskyttede fortidsminde. Efter praksis har det også betydning, om en dispensation kan medføre præcedens i strid med formålet med forbuddet.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt efter en samlet vurdering af projektets samfundsmæssige nytteværdi over for de hensyn, som fortidsmindebeskyttelseslinjen tilsigter at beskytte, at der i den konkret sag var tale om et sådant særligt tilfælde, der kan begrunde en dispensation. Nævnet lagde ved vurderingen vægt på, at det ansøgte placeres i udkanten af fortidsmindebeskyttelseslinjen, ca. 96 m fra fortidsmindet, og vil indebære en begrænset forstyrrelse og forringelse af oplevelsen af fortidsmindet som landskabselement, herunder i forhold til ind- og udsyn til og fra fortidsmindet.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 1. februar 2021 kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.