Forsyningstilsynet: Nordjyllandsværket A/S kan indregne forrentning af indskudskapitalen

Forsyningstilsynet har truffet afgørelse i medfør af § 20, stk. 2, i varmeforsyningsloven og § 6 i afskrivningsbekendtgørelsen om, at Nordjyllandsværket A/S i priserne kan indregne forrentning af indskudskapital for årene 2017-2020 på i alt 1.859.677 kr.

Forrentning af indskudskapitalen fastsættes ud fra en WACC-model, som fastsætter et brancheinterval for forrentningen. Dernæst inddrages en række kriterier for den specifikke varmeforsyningsvirksomhed til placeringen af virksomheden i intervallet. Nordjyllandsværket har for år 2020 opgjort den anvendte indskudskapital til en negativ værdi, hvorfor den anvendte indskudskapital for 2020 fastsættes til 0 kr., hvorefter der ikke kan fastsættes og godkendes forrentning af indskudskapital for 2020.

Forsyningstilsynet lagde ved den skønsmæssige vurdering af WACC-kriterierne vægt på, at Nordjyllandsværket har haft produktion som altovervejende hovedaktivitet og at værket ikke har haft distribution til slutbrugere, at Nordjyllandsværket ikke har haft mulighed for at anvende flere brændsler, og at Nordjyllandsværket har konkurrerende leverandører til det distributionsnet, de leverer til.

Tilsynet fandt, at en rimelig forrentning af Nordjyllandsværkets indskudskapital i perioden 2017-2019 skal ligge i den høje ende af WACC-intervallet, især fordi værkets risiko er betydelig i forhold til varmeforsyningsvirksomheder generelt, bl.a. fordi Nordjyllandsværket ikke har levering af varme til slutbrugere, og fordi Nordjyllandsværket er underlagt konkurrence med i alt 5 konkurrerende leverandører tilsluttet distributionsnettet.

Tilsynet fastslog på ovenstående baggrund, at forrentningen skulle fastsættes til 7,41 %, 7,38 % og 7,35 % i hhv. 2017, 2018 og 2019.

Forsyningstilsynets afgørelse af 10. august 2020 kan læses her.

Lignende artikler
Kontakt os

Indtast dine oplysninger, spørgsmål m.v. i formularen nedenfor.