Energistyrelsen ser ikke potentiale for geotermi før 2030
Energistyrelsen ser i en ny analyse ikke væsentligt potentiale for geotermi for 2030 under de eksisterende rammevilkår, bl.a. fordi geotermi ikke er konkurrencedygtig.
Energistyrelsen har i analysen vurderet, at geotermisk energi med varmt vand fra undergrunden er for dyrt at indvinde som en del af det danske fjernvarmesystem under de eksisterende danske regler, og den grønne energikilde forventes derfor ikke at medvirke til en reduktion af drivhusgasser i 2030.
Energistyrelsen tilskriver geotermiens manglende konkurrencedygtighed i forhold til biomasse og havvandsvarmepumper de høje investeringsomkostninger og geologiske risici.
Samtidig udgør den økonomiske regulering af fjernvarme i dag en barriere for investeringer i geotermi, som gør, det er svært for kommercielle aktører at få vished for afregningsprisen på den varme, som de sælger til et varmeforsyningsselskab.
Det konkluderes endvidere, at det nuværende geotermiudbud ikke understøtter geotermi på den mest hensigtsmæssige måde.
Energistyrelsens analyse kan læses her.