Højesteret har i en dom fortolket reglen i udstykningslovens § 16, stk. 1, hvorefter der ikke må stiftes brugsret over et areal for et længere tidsrum end 30, såfremt arealet udgør en del af en samlet fast ejendom.

Konkret angik sagen en deklaration fra 1996 om brugsret til en strandparcel ”i 30 år med ret til fornyelse og transport”. Højesteret fandt, at udstykningslovens § 16 må fortolkes således, at en tidsubegrænset aftale om brugsret ikke medfører krav om udstykning, hvis aftalen indeholder mulighed for opsigelse med et varsel, der ikke overstiger 30 år. Højesterets flertal fandt herefter, at deklarationen ud fra dennes ordlyd og formål måtte forstås sådan, at skulle være tidsubegrænset, i det omfang det ikke var i strid med udstykningsloven. Servitutten måtte derfor ifølge Højesteret forstås sådan, at den skulle gælde tidsubegrænset, men kunne opsiges med et varsel på 30 år.

Højesterets dom af den 3. november 2016 (sagsnr. 264/2015) og dommene fra tidligere instanser kan læses her.