Miljø- og Fødevareklagenævnet har ved en afgørelse af 3. april 2020 stadfæstet Silkeborg Kommunes afslag på dispensation til opførelse af to boliger inden for søbeskyttelseslinjen ved Brassø.

I forhold til grundejerens dispensationsansøgning meddelte Silkeborg Kommune afslag den 27. august 2019. Her vurderede kommunen, at det ansøgte projekt på den konkrete placering ville stride mod de landskabelige hensyn, der varetages af naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1. Kommunen lagde vægt på, at byggeriet, grundet dets højde og placering på grunden, ville virke dominerede i forhold til den omkringliggende bebyggelse. Herudover lagde kommunen vægt på, at bebyggelsen ville komme til at ligge tættere på søen end den eksisterende bebyggelse.

Under klagesagen gjorde grundejeren navnlig gældende, at kommunen burde give dispensation til det ansøgte, da byggeriet ikke ville fremstå højt eller dominerende i forhold til den eksisterende bebyggelse i området, og at et afslag på dispensation ville være i strid med lighedsgrundsætningen, da der i nærområdet var givet tilladelse til byggeri af samme højde. Grundejeren anførte også, at Silkeborg Kommune allerede havde tilkendegivet, at ejendommen kunne bebygges i overensstemmelse med kommuneplanen og byggeloven.

Miljø- og Fødevareklagenævnet konstaterede, at hovedformålet med søbeskyttelseslinjerne er at sikre søer som værdifulde landskabselementer, som levesteder og spredningskorridorer for plante- og dyreliv. Meddelelse af dispensation fra søbeskyttelseslinjen, jf. naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 1, kan ske ud fra et skøn, hvis der er en tilstrækkelig tungtvejende grund hertil. Ved den vurdering er det efter Miljø- og Fødevareklagenævnets praksis afgørende, om formålet med det ansøgte er så væsentligt, at den generelle beskyttelsesinteresse bør vige. Efter praksis vejer den generelle beskyttelsesinteresse tungt, uanset at den enkelte sag kan have begrænset betydning.

I det konkrete tilfælde fandt nævnet ikke anledning til at tilsidesætte kommunens vurdering af de landskabelige forhold, ligesom nævnet heller ikke fandt, at kommunen havde tilsidesat lighedsgrundsætningen, da der efter nævnets opfattelse ikke forelå fuldt ud sammenlignelige forhold med tidligere tilfælde i nærområdet, hvor kommunen havde meddelt en dispensation. Her bemærkede nævnet, at der i vurderingen af, hvorvidt et forhold er i strid med forbuddet i naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1, foretages en konkret vurdering, hvor der blandt andet lægges vægt på karakteren af den pågældende ejendom, de omkringliggende ejendomme og den konkrete strækning af søen. Hvilke forhold, der kan dispenseres til inden for søbeskyttelseslinjen, varierer derfor fra sag til sag.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 28. april 2020 kan læses her.