Afgørelse om forretning af indskudskapital for Lyngby Kraftvarmeværk
Forsyningstilsynet har truffet afgørelse vedr. Lyngby Kraftvarmeværk A/S’ forrentning af indskudskapitalen. Lyngby Kraftvarmeværk har ansøgt om forrentning af den anvendte indskudskapital for årene 2017-2019.
Lyngby Kraftvarmeværks ansøgning for år 2019 blev imidlertid ikke modtaget i Forsyningstilsynet tidligst 12 måneder og senest 9 måneder inden begyndelsen af det regnskabsår, som ansøgningen vedrører, dvs. inden for perioden 1. januar 2018 – 31. marts 2018, hvilket er en forudsætning for at kunne få forrentning af anvendt indskudskapital. På den baggrund afviste Forsyningstilsynet at godkende forrentning af anvendt indskudskapital for Lyngby Kraftvarmeværk for år 2019.
Tilsynet godkendte derfor alene en forrentning på baggrund af den anvendte indskudskapital for årene 2017 og 2018. Den samlede godkendte forrentning udgør for begge år kr. 23.238.
Den godkendte forrentning på kr. 23.238 fastsættes som en andel af forrentningen af indskudskapitalen som helhed. Andelen fastsættes som forholdet mellem den anvendte indskudskapital (2017: kr. 199.000 og 2018: kr. 199.000) og indskudskapitalen som helhed (2017: kr. 225.400 og 2018: kr. 236.877), dvs. kr. 199.000 / kr. 225.400 = 0,8829 og kr. 199.000 / kr. 236.877 = 0,8401.
Forrentningen af indskudskapitalen som helhed fastsættes med udgangspunkt i WACC-modellens brancheinterval. Forsyningstilsynet har herudover i den skønsmæssige afvejning af kriterierne i denne sag især lagt vægt på, at Lyngby Kraftvarmeværk har haft produktion som altovervejende hovedaktivitet og ikke har haft distribution til slutbrugere, at Lyngby Kraftvarmeværk ikke har haft mulighed for at anvende flere brændsler, og at Lyngby Kraftvarmeværks varmeleverancer er underlagt konkurrence.
Forsyningstilsynet fastslog efter en samlet vurdering, at forrentningen af indskudskapitalen for Lyngby Kraftvarmeværk i 2017-2018 skal ligge i den højeste ende af det beregnede WACC-interval.
Forsyningstilsynets afgørelse af 25. februar 2020 kan læses her.