Natur- og Miljøklagenævnet har ophævet Nordfyns Kommunes undersøgelsespåbud efter jordforureningslovens § 40. Ophævelsen skete, fordi der var betydelig usikkerhed om, hvorvidt påbudsadressaten kunne anses for at være forurener i jordforureningslovens forstand.

Sagen drejede sig om oplag af byggematerialer på en kørefast læsseplads i tilknytning til juletræsproduktion. Ejeren af ejendommen, som drev juletræsproduktionen, havde aftalt med en række lokale vognmænd, at vognmændene skulle etablere den kørefaste læsseplads, for hvilket vognmændene til gengæld fik tilladelse til at oplagre byggematerialer i tilknytning til læssepladsen.

Nordfyns Kommune modtog i december 2013 en underretning om oplaget af byggematerialer på læssepladsen. Kommunen foretog herefter et tilsynsbesøg, og kunne under tilsynet konstatere, at der ud over murbrokker og knuste betonstykker også fandtes bl.a. eternitplader i byggematerialerne. En efterfølgende prøveudtagning viste desuden tegn på asbest i en af pladerne.

Kommunen varslede herefter undersøgelsespåbud efter jordforureningslovens § 40 til ejeren af ejendommen, hvilket blev fulgt op af et egentligt påbud. Dette påbud blev påklaget af ejerens advokat, som anførte, at ejeren ikke var forurener. Advokaten henviste i denne forbindelse til, at ejeren ikke havde givet tilladelse til, at de oplagrede byggematerialer kunne indeholde forurenende materialer, herunder asbest.

Kommunen fastholdt heroverfor påbuddet, idet kommunen henviste til, at oplaget var sket på grundejerens foranledning.

I sin afgørelse udtalte Natur- og Miljøklagenævnet indledningsvist, at eternit- og asbestholdige materialer over tid potentielt kan være til fare for menneskers sundhed og det øvrige miljø, hvorfor oplag af disse materialer havde karakter af forurening, jf. jordforureningslovens § 2.

Herefter konstaterede Natur- og Miljøklagenævnet, at kommunen hverken i sit påbud eller i sit senere fremsendelsesbrev til Natur- og Miljøklagenævnet havde taget stilling til, om grundejeren kunne anses for at være forurener i lovens forstand, jf. 41, stk. 3, nr. 1 eller 2. På baggrund af sagens oplysning fandt nævnet herefter, at der var betydelig usikkerhed om, hvorvidt grundejeren kunne anses som mulig påbudsadressat. Herefter ophævede Natur- og Miljøklagenævnet undersøgelsespåbuddet, og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 26. marts 2015 kan læses her.